… stillehavsøer, der opsluges af havet, og koralrev, der blegner og falmer, klarer vi med en tåreemoji, ørkner, der spreder sig, og sulten, der følger efter, misser vi desværre, for vi skal lige hente en designerøl i køleskabet og fylde skålen med flæskesvær fra fritgående svin …
Med enestående sproglig virtuositet og poesi banker Peter Højrup den vestlige verdens hykleri ind i hovedet på læseren, så stilfærdigt at man næsten ikke opdager, hvad der foregår.
Romanen er inddelt i kapitler og synsvinklen skifter mellem hovedpersonerne. Højrups overlegne sprogbehandling forbløffer, til gengæld er romanens handling til at overse.
Nogle gamle venner holder ferie på den tyrkiske ø Bozcaada. Linn er central, hun er mor til tre små børn og gift med Hermann, der er usikker på sin kones kærlighed, og kæmper sin egen kamp for at holde sammen på forholdet. Betty er naiv og sanselig og forelsket i Ernst. Ernst er også forelsket i Betty, men modsat de andre kan han ikke vende ryggen til en verden med flygtninge og krig der trænger sig stadig mere på.
Hvilken lykke det er at have børn, der ikke er gået itu, hvilken lykke det er at have børn, der ikke bløder fra hænder og øjne.
Det lille kollektivs dage går med badeture, vinsmagning, besøg i det Troja som tyskeren Heinrich Schliemann gravede sig igennem i jagten efter Priamos’ skat.
Ernst ankommer til øen med tre dages forsinkelse. I begyndelsen handler det kun om kærlighed og sex med Betty, men på sigt bliver han katalysatoren, den der ødelægger ferien. For Betty bliver det katastrofalt.
Til stranden
Peter Højrup
240 sider
Gyldendal
Udgivet: 29.08.2017
Birte Strandby
