Portræt af et liv

Peter begynder på jurastudiet på Århus Universitet. Han møder en attraktiv pige, en nørd og de to han kommer til at hænge ud med under resten af studiet. Rusturen er på kanten for flere af de studerende, men med øl i tilstrækkelige mængder, glider den ned uden de store protester. En af turens øvelser går på at skrive et digt, som en af tutorerne så læser højt til aftenens fest. Efter hvert digt spørges pigerne, hvem der kunne tænke sig at få skribenten som bordherre. Det går ikke helt som Peter forventer, og aftenen ender slet ikke, som han havde håbet. Men universitetstiden går ikke så dårligt. Peter er med i De studerende poeters klub – frit efter filmen med Robin Williams, og ungdommens mest brutale oplevelse er et forsøg på genoplivning af en mand i trafikken.

Romanens anden halvdel handler om Peter som voksen, som ansat på advokatkontor, som underviser og ægtefælle. Det sidste går fint nok, men hans arbejde ender med at stresse ham, og han må tage sin tilværelse op til revision.

Et plus for romanen er de små sidefortællinger, eksempelvis historien om Sergenten fra Peters tid ved militæret. Sergenten er stærk, veltrænet – og mobber af en enkelt upåvirkelig soldat, hvis næse han ender med at brække. Det influerer ikke den respekt Sergenten møder hos de andre rekrutter.
Mere frastødende er beretningen om et bil-mod-andefamilie-angreb der afslører privatbilistens ødelæggende og egocentrerede kynisme.

Sproget lever ikke altid op til romanens generelle intensitet, og en ekstra revision ville ikke have skadet det endelige indtryk.

Tanker fra en rus

Kasper Selmar Pedersen
231 sider
www.kasperselmar.dk
Udgivet: 2015

Birte Strandby