Det er virkelig en fantastisk kvinde og skæbne, som den tidligere bibliotekar og historiske konsulent i Folketinget Kristian Hvidt her har genfundet. Det er blevet en af årets mest interessante biografier. Sylvia Pio levede 1876-1932 og var datter af den landsforviste og skandaleramte Louis Pio, der grundlagde Socialdemokratiet og kom tre år i fængsel for sit politiske arbejde 1872-75.

Han var syg og nedbrudt og blev i 1877 i smug tilbudt 10.000 kr. af politiet for at udvandre til USA, hvor han ville prøve at skabe en socialistisk koloni. Det mislykkedes totalt, og bestikkelsen af ham blev afsløret og blev en velberegnet skandale for ham og partiet. Han havde sin kone Augusta og den nyfødte datter Sylvia med på sørejsen til USA, og barnet voksede op i Chicago og blev en smuk ung kvinde. I 1902 mødte hun ved et bal grev Eggert Knuth, der ejede det vældige gods Knuthenborg på Lolland. De blev gift og fik to børn, men ægteskabet var ulykkeligt, da han var pædofil, og hun fik et forhold til den store skuespiller Johannes Poulsen, som hun siden blev gift med. Ægteskabet med ham holdt til 1922, hvor hun i et brev til Politikens redaktør Viggo Cavling bl.a. skrev:

”Jeg var først underkastet en meget streng og hidsig mor, dernæst en lunefuld, halvt sindssyg mand, som jeg var aldeles afhængig af, fordi jeg alligevel holdt af ham og håbede at hjælpe ham; og endelig Johannes, som er fuldstændig lunefuld, hensynsløs og herskesyg som ingen anden, og som jeg er alt for ensom til at kunne undvære”

Men med grevindetitlen, en stor formue og et godt udseende og det der dengang hed oumph = sexappel,  klarede hun sig alligevel fint. Hun var venner med brødrene Brandes og Stauning, som sørgede for, at Louis Pio fik en flot officiel partibegravelse. Siden blev hun fascineret af kommunismen og den russiske revolution og tog sin unge grevesøn med til Rusland, så også han kunne se lyset. Men da han forelskede sig i en jævn russisk pige, så angav Sylvia hende til det hemmelige politi, for der var nu grænser for, hvilke kommunister, man skulle blande sig med. Siden blev hun atter socialdemokrat og prøvede at påvirke Stauning til at styrke kvindernes stilling i partiet, dog uden større held. Til gengæld styrkede hun sit eget private forhold til Stauning, der blev skilt på grund af hende. Men svær sygdom forhindrede, at hun blev statsministerfrue, og hun døde i 1932.

Det er da et liv, som man skulle tro var opfundet til en kulørt roman, men det er altså en veldokumenteret biografi med mange gode historier ud over de nævnte hovedtræk, så læs den, hvis du er til biografier eller dramatiske kvindeskæbner!

Forfatter: Kristian Hvidt

215 sider,

Forlag: Gyldendal.

Udg.: Nov. 2009

Anmeldt af Morten Bagger