Stoker

Park

Chan-wook Park instruerer hvad man kan kalde hans amerikanske debut. Indtil nu har den koreanske instruktør primært holdt sine aktiviteter i Korea. Alligevel har han haft stor gennemslagskraft i vestlige biografer, selvfølgelig primært med hævn-trilogi, som består af:Sympathy for Mister Vengance, Oldboy og Lady Vengance. Den mest kendte af de tre, som lige er blevet genindspillet af Spike Lee, er Oldboy.

Chan-wook Park er et klassisk eksempel på en auteur, hvis primære styrke er hans specifikke stil. Han både skriver og instruerer sine film, og imens der ikke er noget i vejen med hans historier er det helt klart, at de ikke ville være meningsfulde i samme grad, var de ikke fortalt med hans særlige æstetik. Dette er også grunden til, at Spike Lees genindspilning er så ualmindelig forfærdelig. Der er nogle auteurs, som jeg vil påstå, at man bare ikke kan genindspille, det giver ganske enkelt ikke mening (Lynch, Kubrick, Coen, Allen, Herzog, Miike etc.).

I Stoker følger vi den unge pige India Stoker (Mia Wasikowska) og hendes mor Evelyn Stoker (Nicole Kidman). De bor sammen i et lidt for stort hus i udkanten af en lille amerikansk by, og manden i huset er netop død. Imens de to forsøger, at leve med tabet, dukker faderens bror Charlie (Matthew Goode) op, hvem Evelyn kun vagt kendte til og India slet ikke vidste eksisterede. Charlie er en meget charmerende mand der, som typisk for den opsætning, kommer for tæt på Evelyn for Indias smag. India begynder i den sammenhæng at opleve Charlie, som en suspekt, men samtidig tiltrækkende person. India er selvfølgelig lige i den alder, hvor uskylden og alt det der er på spil, hvilket giver Park rig mulighed for, at eksperimentere med diverse seksuelle og incestuøse symboler.

Stoker

Den første association man får, når man hører filmens titel er selvfølgelig Bram Stoker, forfatteren til klassikeren Dracula der i dag ses som alle vampyrers oprindelse. I den sammenhæng lavede Chan-wook Park i 2009 en glimrende vampyrfilm ved navn Thirst. Den film kom ganske fint omkring de klassiske vampyrtemaer og fik virkelig understreget forholdet imellem det, som Freud meget passende kaldte døds-drevet og den nydelse, som det forsøger, at skabe men samtidig umuliggør, hvilket er det grundlæggende kompleks i vampyren.

Thirst var et konkluderende værk og man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Park nu bringer vampyrmotivet ind i denne nye film, som i øvrigt ingen vampyrer har i en klassisk forstand. Manglen på en reel, fysisk vampyr, har dog aldrig forhindret nogen i at lave en film om vampyr-motivet, hvilket ikke er helt det samme som en vampyrfilm i genremæssig forstand. Ligesom vampyrens kompleks før er blevet fortalt i form af lejemorderen (Grosse Pointe Blank), eller voldtægtsforbryderen (Der Freie Wille), bliver den her fortalt som en slags ånd, noget i luften. Man kan godt sige at Charlie, helt specifikt, indkapsler vampyrmotivet, men Park får i sidste ende filmen til, at handle om, hvordan India som en del af sin opvækst skal træffe et valg, som enten vil gøre hende til et offer eller underlægge hende vampyrens kompleks.

Freud

Kort forklaret er døds-drevet, eller døds-instinktet, først og fremmest ideen om, at vores virke som mennesker indebærer en stræben efter, at mindske irritation og undgå smerte. Forudsætningen for, at vi kan opleve disse ting er imidlertid vores blotte eksistens, som mennesker; i den forstand er denne stræben, en stræben efter døden. Dertil kommer, at vores forsøg på, at udrydde irritation og smerte, nødvendigvis indebærer udryddelsen af forudsætningerne for disse, hvilket er vores evne til at føle. Vampyrens kompleks skal i den forstand forstås som et kompleks hvori en overdreven søgen efter nydelse og mindskelse af ikke-nydelse resulterer i manglende evne til det selv samme. Vampyren bliver et vakuum, som fint illustreret ved Twillight-sagaen. Film som bare tager og tager, uden at give noget. Hver eneste replik trækker mening ud af historien, hver eneste kamerabevægelse trækker mening ud af narrativet, hver eneste sekund trækker liv, lyst og tid ud af min sjæl. Twillight er den mest kompromisløse erstatning af indhold for form; i stedet for at fortælle hvad et vakuum er, så er filmene et vakuum i sig selv. Ligeledes er vampyren et vakuum, et vakuum der som et sort hul intensiverer sin massetiltrækning, jo mere det suger til sig.

På et mere fortællemæssigt niveau kommer vampyrmotivet ofte til udtryk, som en karakter der har brug for andre, men kun for en specifik intensivering af sin egen nydelse. Vampyren er således altid et minus i et givent socialt netværk, det sorte hul imellem solsystemerne. Charlie imellem India og Evelyn. Evelyn imellem India og sin fader. India imellem drengene på sin skole og Stoker-familien imellem resten af byens beboere.

Wasikowska

Chan-wook Park skaber med India et meget fintfølende og abstrakt protræt, af den unge pige der snart skal opgive sin uskyld og påtage sig den hemmelighed, som alle de voksne lader til at kende. Det er hemmeligheden om den kriminelle handling, det mord, som skal ske før loven giver mening. Mordet, som paradoksalt nok er mordet på den uskyld, som man opgiver for, at få indsigt i, hvilket mord der egentlig er tale om. Det er et meget klassisk, nogen ville sige banalt tema, som her behandles. Fader er død og nu må den unge selv opdage lovens præmis, hvilken fremstilles, som to veje, henholdsvis det glorificerede billede af den originale fader og dertil det perverterede billede, som er Charlie, den autonome lovbryder. Det handler kort sagt om, at lære balancen imellem at spille bold, eller køre selv, og det mest ekstreme eksempel på, at køre selv er vampyren der går tabt i sit eget nydelseskompleks, ude af stand til, at identificere sig med loven, det store sammenspil. Park har dog nogle interessante symbolske detaljer at tilføje til historien, hvilke selvfølgelig også fremkommer af, at tage udgangspunkt i datterens indtræden i loven frem for sønnen.

Som altid udviser Park en fantastisk æstetisk sans. Man mærker virkelig, at være til stede i det subtile spil imellem karaktererne og diverse rum i det hele taget. Kemien imellem Matthew Goode og Mia Wasikowska er fremragende, Nicole Kidman spiller selvfølgelig også godt, men man har da også set hende, som den angstfyldte og alligevel stoisk kontrollerede moderfigur før. Filmen har nogle problemer med hensyn til struktur, det er ikke alle scener der formår, at gøre scenen efter til en selvfølgelighed. Dertil kommer også en slutning, som passer godt tematisk, men alligevel føles irriterende.

7/10 (Fordi det alligevel lader til, at jeg giver alle film syv)