Fængselsdommen betød, at han omsider mistede sit arbejde, og han betragtede nu sig selv som en fri mand.
Det var ikke kun Leif Panduro der i halvfjerdserne fandt ’Den lykkeligste af alle verdener’. Torben Munksgaards hovedpersoner er også inde på ruten til den totale lykke udtrykt på mange forskellige måder: For familien viser det sig, at hunden er vigtigere end familiefaren i billedet på det perfekte liv. For hundeejeren handler lykken om at erkende sin seksualitet, og for hundetyven er lykken naturligvis en hund.
Bernhard stjæler en hund. Hans gamle hund er død, og Bernhard har brug for en ven i sit deprimerende mulighedsløse hjørne af samfundet. Når de går tur, har hunden en tilbøjelighed til at gå tilbage til steder, den kender godt, så for en sikkerheds skyld farver Bernhard hunden sort for at undgå genkendelse.
Familien der har mistet hunden går i opløsning. Hustru og børn flytter hjemmefra, indtil ægtefællen Albert får genfundet den hund, der er blevet stjålet, mens den var hans ansvar. Alberts bror, Viktor, drikker, og er den eneste af karakterne, der svinger sig op til poetiske højder. Og så er der Conrad, der beskæftiger sig med nanoteknologi og kontrol af mennesker.
Karakterne har mange projekter der skal afprøves undervejs, nye forelskelser, smugling, livredning. Den ene har en usynlig samtalepartner og den anden har en samtalepartner, der i anstændighedens navn også bør holdes ude af syne. Hunden siger ikke så meget, men fungerer som katalysator for de helt store ændringer i karakterenes tilværelser.
Romanen præsterer en fin balancegang mellem realisme og surrealisme – i lighed med Lars Saabye Christensens Bisættelsen, og det er påfaldende så ofte det normale virker absurd i den rette belysning. Forfatteren bruger sprog og humor virtuost og skaber nye monstrøse tankebilleder.
en kvinde sang så langsomt, at Bernhard fik ondt i benene.
Torben Munksgaard
328 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 24.04.2012
Birte Strandby
