På mindre end et år der på det danske bogmarked udgivet ikke mindre end seks bøger om at sige farvel til sin døende/døde mor:

Min mors sidste dage af Sölvi Björn Sigurdsson
Sandt af Riikka Pulkkinen
Målløs af Tom Lanoye
Sortedam af Sissel Bergfjord
Fuldmånen stille sejler af Bent Haller, der skiller sig ud fra mængden, fordi moren i denne roman opfører sig anderledes end mødre almindeligvis gør, og så fordi den er fiktion, hvor de andre romaner i højere grad leder tanken hen på biografier.

Af tidligere udgivelser om samme emne kan nævnes Tahar Ben Jellouns Om min mor fra 2009 og Katrines hånd fra 2010 af Maja Lucas. Måske er disse romaner om mødre og død udtryk for, at døden ikke længere er det tabu, den sædvanligvis har været.

Agnete Braads roman giver et udmærket indtryk af forfatteren og dennes reaktioner på de forskellige faser i morens vej til udgangen.
Moren er præst, energisk, iderig og kontant. Hun tager lægens dødsdom med ophøjet ro, og har tydeligvis lettere ved at forholde sig til den, end hendes to børn har. Agnete står for at skulle føde, og fødslen fremskyndes for at moren kan nå at se den lille. Et andet dilemma består i, at moren gennem sit virke som præst har haft kontakt med mange mennesker, mennesker som gerne vil sige farvel, men som Agnete nu vil have på afstand den sidste tid.
Efter morens død bliver Agnete og hendes bror stillet overfor praktiske vanskeligheder, men det mest forstyrrende er, da morens ekskæreste pludselig gør krav på boet. Søskendeparret har næsten ikke overskuddet til at tage sig af det, men vil gerne have opgørelsen afsluttet og kontakter en sagfører.
Hele forløbet er beskrevet med indføling, og selv de mest banale hændelser er fortalt, så de virker vedkommende og vigtige.

Agnete Braad
165 sider
C & K Forlag
Udgivet: Maj 2012