… folkeafstemninger giver et frygteligt resultat …
En udenrigsministers erindringsbog
Selvom liberale ‘koldkrigere’ ikke er det mest hippe i disse tider, hvor liberalismen synes at være i modstrid med miljøkampen og hensynet til klodens ressourcer, og den kolde krig gerne skulle være afløst af forsøg på at skabe fred, så er det alligevel lykkedes Uffe Ellemann-Jensen at skrive en fremragende bog, som enhver – især politikere – burde læse. De fleste vil sikkert nyde den, også venstrefløjen der måske særligt vil hæfte sig ved kritikken af Venstre. For eksempel kommentarerne om, at Anders Fogh Rasmussens opgør med holdningseliten kunne ligne en populistisk konkurrence med Dansk Folkeparti, der i øvrigt også får sin del af kritikken. Til gengæld roses Lars Løkke Rasmussen overraskende og forsvares for sit værtsskab ved klimatopmødet. Ville det ikke i højere grad have demonstreret Danmarks gode intentioner, hvis han havde meldt afbud og sendt en mere engageret klimaforkæmper?
Også Thorning-regeringen får lidt medhold: Helle Thorning-Schmidt fik kamp til stregen, og måske er den manglende betalingsring ikke grundlag for at kalde hendes regering for en ‘løftebrudsregering’. Det var ikke muligt at skaffe flertal for betalingsringen i Folketinget.
Det er formildende for læsere med mere venstreorienterede tilbøjeligheder, at Ellemann ser skeptisk på tidens sorgløse forbrug af fremtidens økonomiske muligheder, og at han bekymrer sig om Velfærdskommissionens bud på landets vanskeligheder: danskerne bliver ældre og ældre, de kræver stadigt flere ydelser fra det offentlige, fællesskabsfølelsen er på retur, globalisering flytter arbejdspladser til udlandet …
Når det kommer til krigspolitik, er det jævnt usmageligt at læse, at danske F-16-kampfly fløj 600 missioner over Libyen og kastede 900 bomber der ganske vist sigtede på militære installationer; men der anvendes udtryk som sejrrig hjemvenden, og det røber lidt nedslående de gamle koldkrigstendenser, hvor krig betragtes som en slags løsningsmodel på udenrigspolitiske knuder. Burde det ikke være noget, vi forsøgte at vokse ud af? Her nævner forfatteren selv, at man bør tage diskussionen om det danske forsvar.
Rusland får på hattepulden, især for deres internettrolls der spreder misinformation på nettet. Her mangler man måske en forklaring på, hvornår noget er misinformation og hvornår det blot er en anden holdning end ens egen der promoveres. Forfatteren mener, at mere seriøs journalistik kan bidrage til bedre information, og det er jo nok rigtigt. Angiveligt var russerne indblandet i den amerikanske valgkamp, ikke for at få Trump ind, men for at få Hillary Clinton ud. Ligeledes støttede de Le Pen under hendes valgkamp, men Macrons it-hackere var bedre end de russiske.
Som blad i høst har trods sin status som erindringsbog rigtig meget spændende og vedkommende stof, blandt andet om Estland, Letland og Litauen under optakten til EU-medlemsskab, om den arktiske grænsedragning der – ifølge koldkrigeren – kræver mere end en militær slædepatrulje, om bekymringen for klimaændringer og beskyttelse af naturen, om Grønlands forbliven i rigsfællesskabet.
Samtidigt stiller Ellemann-Jensen spørgsmål til den humanitære handling, herunder vaccine og redning af bådflygtninge. Skaber det nye problemer såsom overbefolkning og flere bådflygtninge? Burde man ikke i stedet promovere prævention og familieplanlægning? Det lyder som gamle løsninger på nye problemer, og det lyder unægtelig også som hegemonisk tankegang.
Min generation har været tilbøjelig til at gøre det bekvemme og kortsigtede og har bevaret vores humanisme uantastet. Men det forekommer mig i stigende grad, at vi har fejlet.
En af flere ex-udenrigsministerielle konklusioner er, at det er vigtigt at være åben overfor omverdenen. Det kan man dårligt være uenig i – hverken ifølge Kant eller Egon Clausen:
Forskansning er en dårlig løsning på planetariske problemer.
Som blad i høst
Mit liv efter politik
Uffe Ellemann-Jensen
396 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2017
Birte Strandby
