Løgnere, karrierekvinder, socialdemokrater, hensynsløse bilister, ateister, kristne, forstadsbeboere, pensionister, mænd med skæg, kunstnere, pacifister, præster, hippier, kvinder med makeup, konservative, fraskilte, bedrevidende studerende og amerikanere

Det foranstående udpluk kommer fra en undersøgelse fra 1960’erne, hvor respondenter skulle fortælle, hvad de betragtede som afvigere. Ofte er man i samfund enige om, hvad afvigere er, men det kan variere fra samfund til samfund. Narkotiske stoffer, abort, homoseksualitet, skilsmisse kan være afvigelser i et samfund, men norm i et andet.

Afvigelse kan være en reaktion på normer, men det kan også være noget, man har lært af sin primærgruppe. Hvis man har flere familiemedlemmer der jævnligt kommer i konflikt med loven, så er man som kriminel nok afviger i forhold til samfundet, men ikke i forhold til sin primærgruppe. Afvigelse kan også opstå i protest mod det omgivende samfund, og den kan endda være skabt af et samfund, der afspærrer en gruppe mennesker fra uddannelsesmuligheder eller et værdigt liv. Hvis man ikke finder, at man har adgang til økonomisk opstigen, kan man havne i en situation, hvor kriminalitet synes at være en mulighed.

Tidligere kunne afvigelse forbindes med ondskab eller dæmoni, det var eksempelvis det syn man havde på hekse i det danske samfund. Tiden har ændret sig, og i vore dage kan en afvigelse være et konkret udtryk for strukturelle modsætninger i samfundet. Den pædagogiske indgangsvinkel er, at man skal fokusere på en afindividualisering, altså at man ikke er født afviger, det er tillært.

En af bogens pointer er, at  afvigelse er altid i beskuerens øjne. Et eksempel herpå er hvordan politiet omtaler to grupper af ungdomskriminelle, den ene gruppe er udsatte unge med begrænsede muligheder og negativ adfærd ved kontakt med myndigheder, og den anden gruppe er rigmandssønner, der opfører sig normalt til daglig, men i perioder har mere eller mindre kriminelle excesser. Den første gruppe er stigmatiseret på forhånd, men for den anden gruppes vedkommende forventer man, at den afvigende opførsel går over, når de bliver ældre.

Trods pædagogikkens tilgang med afindividualisering af afvigere er arv og biologi alligevel et emne i bogen, ligesom stempling, ‘karriere’ og forholdet til identitet behandles. Trods det beskedne sidetal kommer man godt rundt om emnet, og selv om de mange referencer kan virke forvirrende, er det spændende læsning.

Der refereres til en teoretiker Edwin Sutherland flere gange og en enkelt gang til Donald Sutherland. Det er sandsynligvis en fejl, men det er interessant at netop sidstnævnte skuespiller i tidlige roller ofte spillede afviger.

Social afvigelse

Michael Hviid Jacobsen og Søren Kristiansen

155 sider

Samfundslitteratur

Udgivet: 2019

Birte Strandby