Tolv noveller om hverdagsmennesker

Cecilie flytter ind i en ny lejlighed. Det vil sige, det er farens lejlighed. Faren har giftet sig med Lone, men vil gerne beholde lejligheden. Det er derfor, Cecilie bor der, så er der også kun fem minutter til universitetet på cykel. Et rent scoop hvis det ikke er fordi Lone synes, Cecilie skal betale for lejligheden, som faren går og sætter i stand. Cecilies mor hjælper også til, når faren ikke er der. Overfor lejligheden bor en mand, der kun dukker op om natten. Cecilie når ikke at se ham, men opdager at han har skatte i sin lejlighed.

‘Birgits udsigt’ handler om Birgit der har mistet sin bedste veninde, der var et af lyspunkterne i Birgits tilværelse. Birgit har en datter og et barnebarn, men de ser ikke hinanden. Birgit har tænkt sig at skrive, men det er ikke blevet til noget endnu. Hun er helt nede, men så dukker et par fodboldspillende piger op.

Flere af karaktererne har voldsomme begivenheder bag sig, men har fundet fred i deres liv igen, Erik med sin taxi, Ahmed med sin hustru, mens Bente opdager, at hun på en måde er morder.

Det er virkelighed og hverdag, forelskelse og irritation, små begivenheder og lidt større begivenheder. Der er flere alkoholikere til stede, således rummer ‘Brev til en veninde’ en grusom fortælling om, hvordan det kan gå, når en alkoholiker skal tage sig af sine børn.

Jævnt underholdende til strandturen.

Skriften på væggen – og andre fortællinger

Marianne Bodil Mollerup

160 sider

Forlaget Brændpunkt

Udgivet: 2022

Birte Strandby