Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen har begavet os med flere skønne historiske romaner; heraf kan b.la. nævnes to-binds værket Hildegard af Bingen og senest romanen ”Margrete I”. Nu kommer ”Sange om stilhed og hjem”. Det er en storslået fortælling om de tyske krigsflygtninge og deres kummerlige oplevelser før, under og efter opholdet i Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig. 

Romanen består af to store hoveddele samt en kort slutning. Hver del af sin fortæller, men omdrejningspunkt for hele fortællingen er samme person. 

Først del er fortalt af hovedpersonen, det tyske krigsflygtningebarn Ursula med kælenavnet Tulla, selv. Hun er en pige på knap 12 år. Handlingen tager sin begyndelse i Østpreussen i januar 1945. Moren er norskfødt og sympatiserer ikke med Hitler. Tulla er ud af en søskendeflok, der tæller Magda, Ernst, Sigbritt og yndlingsbroren Willi. Tullas far kæmper i Østfronten, mens storebror Willi er blevet indkaldt til folkestormen. Nu rykker russerne ind i deres landsby. Tulla er på loftet og kan høre, hvordan soldaterne begår overgreb på hendes mor. Traumet gør, at Tulla mister sit sprog. 

Søsteren Sigbritt får sendt sin lillesøster afsted. Aftenen før russerne kom, klippede moren Tullas fletninger af. Nu er hun på flugt klædt som en dreng. Håbet er, at forklædningen vil skærme Tulla – nu Uwe – mod at lide grufulde seksuelle overgreb. Uwe overlades i hænderne på ”Fruen”, der er kvinde under flugt med sine egne to børn. Flygtningene tror, de er på vej mod Kiel. Med sig har Uwe adressen på en grandtante. Men snart viser det sig, at flygtningene bevæger sig mod København. 

Flugten er streng. Sulten gnaver og sygdommene tager livet af flere flygtninge undervejs. Til slut ankommer de trætte og udmagrede til lejeren i Kløvermarken. Da ”Fruen” på et tidspunkt forsvinder, tager den ældre pige Renate over. Udadtil er de to søskende. Renate er også alene på flugt og finder en vis tryghed i at tage sig af den yngre Uwe. Forholdene i lejeren for de tyske flygtninge er pauvre. De første få måneder er de i tyskernes varetægt. Så kommer befrielsen. Danskerne overtager kontrollen over lejren, men forholdene bedres ikke. Tyskerne føler sig uønsket. De ønsker blot at komme hjem. Hjemme er jævnet med jorden. 

I bogens anden del følger vi den konservatoriestuderende Simon med tyske jødiske aner. Han laver et kor i lejeren og spreder på den måde lys i mørket. Uwe, der stort set ellers ikke taler grundet sit traume, melder sig til koret. Det at synge er forløsende og Uwe besidder en hel særlig lys og fin stemme. 

Den smukke stemmer gør, at Uwe får en særlig plads hos Simon. I lejeren bemærkes hans sangtalent og han kaldes for “sørgesangeren”. Uwe bliver korets førende stemme, og har på dén måde mulighed for at udtrykke sig. Simon er nysgerrig på hvad, drengen ellers rummer. Det viser sig at de to bærer på et skæbnefællesskab, da de begge er moderløse. Begge har en stor iboende sorg og smerte. 

Simon har været aktiv i modstandsbevægelsen, hvor han fik forkludret noget. Han ønsker forsat at hjælpe og vise omsorg, men rammerne i flygtningelejren gør opgaven svær. At støtte de tyske flygtninge rejser mange spørgsmål. Er det naivt? Er det svig mod sine egne? Hvornår er det nedladende medynk, og hvornår er det medmenneskelig empati? Han opfører sit eget korværk med fangerne, men vejen dertil er hård.  

I romanens tredje og korteste del bindes der en fin knude på fortællingen. Den ny fortæller bidrager med nuancering og flere facetter til fortællingen om krigen. Hvem den sidste fortæller er, skal dog ikke røbes her. 

”Sange om stilhed og hjem” er en stærk beretning om at være en lille brik midt i det store puslespil med krig og ufred, der også pågår den dag i dag. Romanen har desværre høj aktualitet.  Al for mange steder i verden sidder flygtninge – og ikke mindst uledsagede børn – tilbage under kummerlige forhold. De oplever at blive mødt som en paria. 

Anne Lise Marstrand har skrevet en gribende fortælling om at være fanget i et limboland uden håb, hvor hjemløshed og fortvivlelse er altomsluttende. Romanen skildrer, hvordan flygtningene gennemgår store fysiske prøvelser som sult og kulde, der slår ihjel. Allerværst er nok håbløsheden, uvisheden og den menneskelige modstand og mistro omverden kvitterer med. Midt i dét er sangen et lys – et håb – der indgyder ny kraft og styrke til at forsætte. Den slags håb er der brug for! 

Fortællingen er skrevet med stor autenticitet. At opleve fortvivlelsen set ud fra barneperspektivet er et stærkt og sanseligt virkemiddel. Overfor det står Simon som den voksne og fortolkende stemme. Det bemærkes dog, at første del er skrevet ud fra jeg-person og anden del er skrevet i tredje-person, som lægger en vis afstand ind. Sproget i bogen må fremhæves som værende uhyre fint og formfuldendt. 

Et af redskaberne hvormed forfatteren søger at fremhæve kuldens voldsomhed og barnets kamp mod ensomheden er, at hun lader Tulla tænke som en polarforsker. Storebror Willi har sagt, at Tulla skal være som polarforsker. Han har givet hende en bog om den britiske polarforsker Ernest Shackleton med. Det bliver polarforskernes livsvilje, hun støtter sig til i sin lange iskolde vandring og flugt. Hun søger gentagne gange tilbage til polarekspeditionerne og sammenligner sine genvordigheder med deres. 

Forfatteren gør sig umage med nuancering og facetter. Hun søger tydeligvis at skildre, hvordan at de modsatrettede følelser om modstanderen findes på begge sider og til alle tider. Tvivl og mistro er – desværre – alle mands følgesvend. Vinklen virker tenderer til at blive en kende belærende i sit fokus på det humanistiske. Nok giver det god mening, men det kan også føles irettesættende og insisterende. 

Anne Lise Marstrand-Jørgensen nye roman er lettere læst end mange af hendes øvrige romaner. Handlingen, sprog og komposition synes at være enklere – uden at fortællingen derved mister dybde og raffinement. Der er fx velvalgte referencer til Tove Ditlevsens ”Mørketid” og andre kunstnere. 

Det virker oplagt at se, om Anne Lise Marstrand-Jørgensen blot vil pege fingre ad danskerne og deres manglende næstekærlighed. Dén kritik er der. Krystalklar og vigtig, men alligevel er der så meget mere! Der er danskere, der søger at hjælpe. Og der er tyskere, der gør indrømmelser i forhold til deres forhold til nazismen. Spørgsmålet om de gode og de onde er ikke sort/hvidt. Det er mudret. Derfor er det afgørende at skildre kompleksiteten med forfatterens omhu. Vigtigst af alt er at holde bogens egentlige ærinde for øje; at beskrive barnets sårbarhed, når krig melder sig. Dét gør romanen på fonem vis. ”Sange om stilhed og hjem” er en af de romaner, det er trist at lukke for sidste gang. 

Sange om stilhed og hjem

Forfatter: Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Forlag: Gyldendal

432 sider. Indbundet

Udgivelsesdato: Den 23.september 2022

Anmelder: Nønne Lønne Votborg