Fay Weldon har tit skabt paralleluniverser, og i Primrose Hill er der ikke kun tale om et andet univers, 2013 efter Den store Krise, men også om en parallel personlighed, en ufødt, om muligt mere kynisk søster, der skriver feministisk litteratur.
Krisen ændrer verden. Der var et kort opsving i 2010, men nu drejer det sig om at fordele ressourcerne, så alle får proteiner. Det betyder rationering af vandet, fordeling af madpoints og introduktion af Nationalt Brød og Nationalt Farsbrød, der er mere end almindeligt genmanipuleret. Kaffen kommer fra pastinak eller havre, og haveejere, de få der er, anbefales at dyrke grønsager fremfor blomster. Den Nationale Enheds Regering anvender metoder som kameraovervågning, kidnapninger og overtagelse af folks huse. Der findes ikke længere rige borgere, men de der arbejder for det regeringsnedsatte NIFF (Nationalt Institut for Fødevarenes Fortræffelighed) har særlige privilegier. En sådan politik skaber heldigvis modbevægelser, således Redpeace, der er en voldelig fraktion af Greenpeace.
Frances, den firsårige jeg-fortæller, resigneret og usentimental, er bedstemor til Amos, der er aktiv i Redpeace, og uforvarende men med tydelig genetisk support bliver hun vidne til Redpeaces aktioner og et kup, hvis årsag også kan spores til egen familie. I andre afsnit fortæller hun om familien, om de to døtre, om sine ægtefæller/partnere, og om døtrenes parforhold grundlagt i en periode med fri kærlighed og opdæmmet i tiden efter aids.
Referencerne er mangfoldige – fra Alice i Eventyrland og Oliver Cromwell til Kammerat Napoleon og 1984. Ironien er ikke så udpræget som i andre af Weldons bøger, men som sædvanligt: Oplivende, ondskabsfuldt og vidunderligt klartseende.
Fay Weldon
Oversat af Charlotte Grubb
288 sider
Udgivet: 19.10.2010
Birte Strandby
