Dorrit Willumsen beretter om den litterære tilværelse, hvor bogudgivelser er pejlemærkerne i livet både for hende og hendes mand Jess Ørnsbo. Sønnen udfylder også en plads, men ellers har Willumsen – i lighed med Tove Ditlevsen – et let distanceret forhold til denne verdens almindeligheder, når ikke lige beboelsen/huset – en budgetbelastning med inkontinens – indtager opmærksomheden.

Det med husproblemer kan man også finde hos Ditlevsen, i dennes novelle om hvordan hun planlægger at invitere gæster, når hun engang får pakket ud i sit nye hjem. Det sker aldrig. Og hos Søeborg i hans novelle om håndværkerne, der med ujævne mellemrum indtager hans hus, og – også som hos Ditlevsen og Søeborg – lurer humoren og udgør et væsentlig incitament til at læse erindringerne. Heldigvis har Willumsen talent for det at skabe en god historie af hverdagen med svigermor, der har sine helt særlige holdninger til, hvordan man bør opføre sig i bestemte situationer, med Ørnsbo, der overrasket finder ud af, at han ikke har råd til at have den smag i møbler, han faktisk har, og med hunden der vejer det samme som forfatteren – til morskab for dem, der måtte overvære hundeluftningen.

Samtidigt rummer erindringerne et tidsbillede af såvel det litterære miljø med blandt andre Rifbjerg, Hultberg og Kistrup som af tidens historiske indslag om kvindeoprør og bilfrie søndage.

Kun få af værkerne i forfatterens lange karriere er nævnt, men Marie (Taussaud) og Bang (Herman) får god plads i bogen, hvor den første er et selvvalgt projekt, mens det andet er bestillingsarbejde.

Mere og bedre end blot erindringer.

Dorrit Willumsen

224 sider

Gyldendal

Udgivet: 14.04.2011