En ny udgivelse i Turbines letlæsningsserie Dynamo, der blandt andet omfatter: Syv dage med Emma C, Audi 200 Turbo, gyseren Dødens mobil og Noans mærke, der er en slags fantasyroman. Alle romaner handler om unge og forskellige udfordringer, både de udfordringer vi alle render ind i og dem, der hører til teenagealderen.

Denne gang forenes alle de vanskeligheder, man kan have som 14-årig – lige fra forældrenes skilsmisse, morens misbrug, lillebrorens sorg til mobning i skolen og mangel på venner. En graciøs slutning løser ikke alle problemer men tilfører i hvert fald nyt overblik og muligheden for at udvikle venskaber.

Zolas mor og papfar skal skilles. Zola og hendes lillebror føler sig stærkt svigtet af den papfar, der efter at have skabt et godt forhold til Zola, nu forlader dem.

Elvira har en høj intelligens. Desværre hjælper det ikke på hendes forhold til omgivelserne.

Og Paprika er blevet tvunget til at flytte til Hvidovre, skønt hun befandt sig godt, hvor hun var.

Heksen hedder Dagmar. Hun er smuk som en engel, og synger også som en. Pigerne vil gerne ligne hende, og drengene vil gerne være kærester med hende. Til gengæld er hun en led sæk, der gerne går til yderligheder for at markere sin særlige status i skolen og i klassen.

Så er banen kridtet op. Paprika er den nye elev, og hun indleder med at træde Dagmar over tæerne og inviterer dermed til mobning i sværvægtsklassen.

De tre piger, Zola, Elvira og Paprika, fortæller med hver sin troværdige 14-års stemme, tempoet er fint, og romanen er ikke uden spænding.

Marie Duedahl

66 sider

Dynamo

Turbine

Udgivet: 02.09.2014