Jeg var på Herrens Mark, og Gud var ikke hjemme!
Gribende (selvbiografisk?) beretning om en barndom i halvtredserne. Den unavngivne fortæller er en pige på otte år, da romanen tager sin begyndelse. Hun er den yngste af syv søskende. Deres mor er død, men familielivet med deres far og en husbestyrinde er harmonisk om end begrænset af en stram religion.
Det er en nærværende fortælling, og meget af romanen er fortalt i nutid, der gør det let at følge den lille piges uro og spekulationer i en tid med mange voldsomme forandringer.
I første del lægges især vægt på at beskrive familien, deres måde at være sammen på og hvad religionen betyder i hverdagen for barnet. Hos sin faster læser hun Børnevennen, der handler om hvordan man skal opføre sig for at blive elsket af Jesus. Det er til at blive i dårligt humør af, hvis man ved, at man aldrig kan leve op til det. Men det bliver ikke barndommens værste oplevelse. Den kommer, da hovedpersonen sendes på ferie i to uger, og faren kommer og præsenterer sin nye hustru for hende. Den nye hustru bliver aldrig helt gode venner med resten af familien. Mormoren og morfaren lukkes ude fra familiesammenkomsterne og de store søskende tåles kun så nogenlunde, især er forholdet til en handicappet bror meget dårligt. For barnet der efterhånden er 11 år gammelt udgør det en voldsom afbrydelse af det hidtidige, trygge familieliv, og barndommen erstattes af et ønske om at forlade hjemmet.
Der er et fint efterkrigsbillede med opbrud set med et undrende barns øjne.
Hanne Bistrup
254 sider
mellemgaard
Udgivet: 2014
Birte Strandby
