Systemet Rap && er de lettest tænkelige letlæsningsbøger. Her er ingen ord på mere end to bogstaver. Det må være udfordrende for en forfatter, og kravene bliver også større til illustratoren, der jo skal levere alt det, teksten ikke kan få med.

Hr. Tø

Illustreret af Anja Gram

Vores hovedpersoner hedder My og Bo. De laver en stor snemand. Ord som snemand kan ikke indordnes kravene til reglen om kun to bogstaver i hvert ord, så hele processen vises tydeligt i billeder. Ydermere er sproget lydnært, og der er masser af udbrud: av, åh, ha, se nu!

Da børnene har bygget snemanden, går de ind til te. I mellemtiden kommer solen frem, og så går det galt for hr. Tø. Banalt men stadigt en dramatisk historie:

Hr. Tø må dø. Øv.

Og måske nok til at barnet motiveres til at læse bogen.

Nu er vi to

Illustreret af Anja Gram

Dramatikken findes også i fortællingen om An. Ans mor er gravid, Og pludseligt får hun en ve. De må afsted til sygehuset, An falder i søvn i venteværelset, men så får hendes mor en baby. Igen fortæller illustrationerne det meste af handlingen, mens forfatteren supplerer med ‘ve’ og ‘av’.

Se ud, Ib

Illustreret af Anne Pedersen

My kigger ud ad vinduet og opdager, at hele græsplænen er fyldt med muldvarpeskud. Ib sætter fælder for de stakkels små dyr – de må dø, og derefter reparerer My og Ib græsplænen.

Selv i letlæsningsbøger møder man den rå virkelighed, der ikke stiller spørgsmålstegn ved retten til at myrde muldvarper. Også i Anne Pedersens hurtige streg er de lidt nuttede.

Ea må få en bh

Illustreret af Anja Gram

Ea er storesøster til My. Hun er ti år og dermed åbenbart gammel nok til at få en bh. Mor, Ea og My shopper med megen begejstring. Måske er det en genkendelig scene fra børns hverdag.

Kendte miljøer og genkendelig hverdag tilstræbes almindeligvis af de fleste børnebogsforfattere. Samtidigt skal bøger jævnligt bidrage til socialisering af børnene og vise, hvordan livet kan se ud. Det lykkes pænt for de fire billedrige og ordfattige bøger, og den beskedne dramatik kan være tilstrækkelig til at igangsætte læsningen.

Kirsten Ahlburg

Rap &&

21 sider

Straarup & Co

Udgivet: 2018

Birte Strandby