Disney har lavet en film over Tchaikovskys ballet Nøddeknækkeren. Filmen handler om Clara der har mistet sin mor. Hun er vred, og det går mest ud over hendes far. Til juleballet lander hun i de fire kongeriger. De tre af regenterne modtager hende med åbne arme: Hun er sin mors arvtager, og de forventer, at hun hjælper dem med at bekæmpe det fjerde riges regent: Mother Ginger – spillet af Helen Mirren.

Hendes mor der var en stor opfinder har skabt en maskine der kan give liv til dukker og tinsoldater. Desværre kan man ikke finde nøglen, men den ved Clara hvor er. Når maskinen virker, kan den lave små tinsoldater om til en kæmpe hær med samme hastighed, som man kan fremstille orker i Tolkiens univers.

Der viser sig en overraskende fjende, og Clara og hendes trofaste nøddeknækker må igennem svære prøvelser for at bringe alt i harmoni igen.

Som ofte hos Disney trækkes alle effekterne frem, og der er fuld hammer på det storslåede, overdådige, betagende. Slot, vandfald og det uhyggelige telt der udgør Mother Gingers skjold får skalering til at ligne en konkurrencesport, og kjolerne er bare fantastiske, som udtænkt af en femårigs prinsessekjolebegejstring med et hold af Dior-designere som støttepædagoger.

Maskinen der skaber store soldater af små soldater udgøres af en interessant samling tandhjul, og tidsmaskinen er også original. Musekongen hører til et af de mere underholdende indslag, til gengæld klæder det ikke Morgan Freeman særlig godt at være en sentimental ældre herre. Sugar Plum spilles af sødt og skarpt af Keira Knigthley. Hendes hår er candy floss, og hun spiser af det, når hun bliver frustreret.

Der er en kort ballet med Misty Copeland midt i filmen til Tchaikovskys velkendte toner, og der er avanceret hiphop under rulleteksterne. Det havde været godt med lidt mere af Tchaikovskys musik, men udover den korte ballet er det kun de første to takter af ‘ørehængermarchen’, og Blomstervalsen der spilles til juleballet.

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er som en treetagers lagkage med både marcipanroser og chokoladeguirlander garneret med sentimentale, amerikansk-disneyske afslutningsscener. Masser af lækre kalorier, ikke så mange vitaminer.

Set fra en musisk vinkel er Nøddeknækkersuiten i den gamle Fantasia fra 1940 en mere stringent og bedre fortolkning, og de gammelkendte skyggebilleder med dirigenten og orkesteret er tydeligvis snuppet herfra. Fra et farveglad, intrigebegejstret synspunkt er filmen ok, og med lidt held kan den gøre det ud for en let introduktion til Tchaikovsky.

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger

Disney

Efter Nøddeknækkeren af Tchaikovsky

2018

Birte Strandby