Ekstra noir noir, sort krimi med skumle og dystre undertoner – og for virkelig at leve op til noir-temaet udspilles handlingen i 1930’ernes Stockholm i tvivlsomt selskab med Harry Kvist som hovedrolleindehaver. Han er netop kommet ud af fængslet. Han har et bijob med at inddrive gæld, og han er assistent i en begravelsesforretning. Det er under depressionen, og man aner de første nazistiske udmeldinger mod jøder og homoseksuelle fra Tyskland. Mørkere bliver det næsten ikke.

Kvists gode veninde, Beda er blevet dræbt, og hendes døvstumme søn beskyldes for mordet og bliver lukket inde på en sindssygeanstalt. Det tager ikke Kvisten lang tid at afgøre, at sønnen umuligt kan være morderen, og da han opsøges af den afdødes datter, beslutter han at finde morderen. Første skridt er at finde Bedas søn på anstalten. Det går grueligt galt, og pludselig lander Kvist igen i politiets varetægt, men det bliver ikke hans værste oplevelse.

Kvist er interessant af flere årsager. Han er biseksuel og tidligere bokser. Det sidste er en fordel både når han inddriver gæld, og når han skal opklare mordet på sin veninde. Samtidigt har han et ønske om at erhverve en tobaksforretning og præsentere en ny udgave af sig selv for sin datter, som han ikke har set i flere år.

De mennesker han omgiver sig med, er om muligt mindre heldige, især dem han skal inddrive gæld hos, beskrevet i et malerisk, metaformættet sprog.

Et helt liv fuldt af fejltagelser og skuffelser har fordrejet hans ansigt og fastfrosset furerne om hans mund i en forurettet grimasse.

Interessant krimi i dyster setting fra dengang fattigdom var en forbrydelse.

Nede til tælling

Leif G. W. Persson

Oversæt af Sigurd Toftdahl Terkelsen

326 sider

Turbine

Udgivet: 03.09.2019

Birte Strandby