Dette er en bog om Alberte på syv – og tag ikke fejl! Det er en gyser.

Første afsnit lyder: Jeg hedder Alberte. Jeg er 7 år, og jeg bor i en stor og lys lejlighed sammen med min mor og min far. Fra lejligheden kan vi se ud på nogle kirsebærtræer. Jeg elsker, når de blomstrer.

Alberte fortæller dernæst om sin morgenmad, om hvad hun bedst kan lide. Om skolen hedder det: Jeg kan næsten lide alt ved skolen. Mine lærere er søde. Mange af mine venner går i den samme klasse som mig.

Så kan det næsten ikke blive mere idyllisk, en tilværelse man kunne ønske for alle børn. Men den søde tekst forrådes slemt af de fine illustrationer af en lille forsømt pige i en rodet lejlighed, et tomt køleskab, klassekammerater der sidder i den ene ende af bænken, mens Alberte sidder alene i den anden ende, en lærer der skælder ud.

Det bliver værre: forældre der skændes, øllede festligheder i hjemmet og fortællingen om en far der engang havde et arbejde, en mor der skal trøstes. Alberte der rydder op, mens far sover den ud. Alberte har et ansvar.

Mig og Glistrup er en bog der får alle alarmknapper til at gå på repeat. Der er meget der kan diskuteres, men hører de forsømte børns diskussion til en børnebog? Får børn større social forståelse ved læsning af bogen, får de medlidenhed? Kan det bruges til noget? Eller er Mig og Glistrup skrevet til andre små Alberter, så de kan se deres hverdag afspejlet i en børnebog?

Mig og Glistrup

Søren Nordstrand

Illustreret af Allan Christian Hansen

30 sidr

Forlaget Arabesk

Udgivet: 2017

Birte Strandby