Åsa Lindenborgs ’selvbiografiske’ Mig ejer ingen er et kærligt og gribende portræt af forfatterens far Leif, smedemester på Asea værket i Västerås i 1970’ernes velfærdssamfund.
Leif bliver forladt af sin kone for en anden mand, og hun overlader Åsas i Leifs varetægt, efter sigende fordi Åsa er det fineste hun har.

Leifs arbejde er hårdt og nedslidende, pengene er små, og både maden og hygiejnen er dårlig.
Leif begynder at drikke og ender i alkoholmisbrug. Han er en ensom, knækket mand uden udsigt til forbedringer for sig selv og Åsa.

På trods af disse usle forhold med en udsigtsløs fremtid for både far og barn er man ikke et øjeblik i tvivl om, at der er stor kærlighed mellem Far og datter. De samtaler om politik, de griner og pjatter sammen og den lille Åsa har sin fars grænseløse kærlighed.

Det er først, da Åsa bliver teenager, og Leifs alkoholmisbrug tiltager, at hun frastødes af den mere og mere alkoholiserede far og flytter hjem til sin mor.

Åsas mor med familie er kommunister og meget aktive i det politiske liv i Sverige. Overfor moderens familie står arbejderen Leif, som de teoretisk burde støtte, mens de i virkeligheden tager dyb afstand fra Leif som menneske og som arbejder.

Leif magter ikke kampen for bedre vilkår på arbejdspladsen og højre løn. Han tør ikke gå på gaden 1. maj af frygt for at blive registreret af Säpo, den svenske efterretningstjeneste, så han risikerede aldrig mere at kunne få et job. En frygt Åsa Linderborg pointerer i bogen.

Leif bekender sig også til kommunismen, selvom han ikke magter kampen. Men han bliver aldrig lukket ind. Hvem ved hvordan verden ville se ud, hvis han var blevet det?

Det kunne være et bevidst valg fra forfatterens side at overskride grænserne for selvbiografier, men jeg mangler egentlig, at Åsa Linderborg rigtigt træder i karakter i bogen.

Mig ejer ingen giver et unikt indblik i et far/datter forhold. Det er en væsentlig bog, der fortjener mange læsere. Den psykologiske indsigt i ene-farens håbløse situation er fabelagtig og man lider med Leif.

Forfatter: Åsa Linderborg
264 sider,
Forlag: Lindhardt & Ringhof

Anmeldt af Morten Pabst Petersen