Den måtte jo komme: Bogen der løfter sløret for seksuelt misbrug i den katolske kirke.

Det er forfatterens egen beskrivelse af seksuelle tilnærmelser fra den præst, der var hans åndelige vejleder og nærmest i fars sted, og det svigt der følger efter. Ikke mindst fra familiens side, fra retssystemets og fra den kirke, der burde have beskyttet. Frederik Roed oplever sine forældres ægteskab som destruktivt og sammen med sin mor opsøger han den katolske kirke, der står klar til at tage imod med åbne arme. Det ender med en slags overgreb og en byrde, som Frederik lever med i 20 år, før han politianmelder præsten.

Selve romanen foregår fra anmeldelsen april 2010 til juleaften samme år, hvor den tidligere præst er blevet suspenderet, og sagen afsluttet afbrudt af enkelte tilbageblik til tiden som messedreng. Vi følger sagens udvikling efter anmeldelsen og Frederiks op- og nedture såvel som livet i hans egen familie, som ikke helt får den plads en familie med små børn kræver. En af sagens udløbere er et lovforslag om, at seksuelt misbrug ikke forældes.

Det en udmærket bog. Den er skrevet dokumentarisk med et solidt tag i aviser og kirkehierarki uden at kede læseren, hvilket er en kunstart i sig selv. Og det er naturligvis en bog der har sin berettigelse, som enhver anden der fokuserer på uret.

At man så kan synes, at Frederik ikke er så særligt plaget sammenlignet med for eksempel de millioner af kvinder – nulevende og afdøde – der har lagt krop til overgreb, fordi de ikke turde sig fra, er en anden historie.

Frederik Roed

326 sider

People’s Press

Udgivet: 12.04.2011