… public service-sendeflader har stopfodret offentligheden med beviseligt urigtige oplysninger om, hvordan mødre og deres advokater angiveligt agerer i skilsmissesager.

Fake news synes at være et af tidens vilkår, og medierne står igen til møgfald. Først var det Vincent Hendricks Fake News og nu kommer der så en uppercut fra Staun.

I Mediernes møgkællinger tager Susanne Staun fat i myter om løgnagtige kvinder, blandt andet dem der angiveligt holder børn væk fra deres fædre og lyver om voldelige forhold.

Ved skilsmisse tilfalder forældreretten oftest moren. Kun 21 % af mænd ønsker barsel, Børns voksenvenner skriger på mænd, og Foreningen af Eneadoptanter husker en enkelt mandlig ansøger siden 2002. Ifølge en publikation fra Ligestillingsrådet i 1999 var den primære årsag til, at (56 %) mænd ikke så deres børn, at de ikke ønskede det (mændene). Alligevel bugner medierne især TV i perioder med indslag om de stakkels fædre der ikke må se deres børn, fordi konen er en forstyrret bitch.

I den forbindelse er begrebet OfferFar dukket op – om den far, der af moren forhindres i at se sine børn. Foreningen Far har været særdeles aktiv for fædrenes rettigheder, og Forældreansvarsloven påbyder forældrene at samarbejde, også selv om der er en voldelig baggrund for morens handling.

Fædrerettighedsbevægelsen er relativt ny, og den går hovedsageligt efter de træske kvinder, der trækker børnene væk fra den kærlige far, mumler ‘pædofili’ til børnehavepædagogen og smutter en tur rundt om krisecenteret for ligesom at få rygdækning til at blive eneforælder. For det er sådan det er? Verden af fuld af løgnagtige kvinder? Staun dokumenterer, at det ikke er kvinderne, men mændene der lyver. En canadisk undersøgelse viser, at mænd fremsætter fire gange så mange falske anklager som kvinder i forældremyndighedssager. Amerikanske undersøgelser dokumenterer, at kvindernes beskyldninger om vold er korrekte i 98 % af tilfældene.

Staun hiver det ene eksempel efter det andet frem og viser, hvor ofte mediernes historier ikke er faktatjekkede, og hvordan man opererer med anerkendte begreber der ikke kan dokumenteres. Et eksempel er ‘forældrefremmedgørelse’, det vil sige, at et barn har en stærk tilknytning til den ene forældre og afviser den anden uden ‘berettiget grund’. Der er ingen forskning der støtter begrebet, men det anvendes som om det var fakta i lighed med ønskebegrebet ‘klassekammerateffekten’, der tilsyneladende også var aldeles udokumenteret. Det er ren Maslow (også udokumenteret). Et andet eksempel er Forældreansvarsloven der uden påviselig grund angiver, at børn har det bedst med både en far og en mor. Det findes der ikke belæg for, det er et politisk mantra der fungerer godt – for især fædrenes advokater.

Staun klipper fra relevante sager, og det stiller unægteligt både medierne, de involverede journalister og advokater og Foreningen Far i et skummelt lys. Foreningen Far omtaler 100.000 fejlbehandlede sager hos Statsforvaltningen, og Staun undrer sig over, hvordan en så lille forening kan have kendskab til så mange sager med personfølsom information. Statsforvaltningen kommer via Ankestyrelsens tal selv frem til ca. 3.400 fejlbehandlede sager i løbet af en tiårig periode.

En sammenligning med udlandet falder ikke ud til Danmarks fordel, og det ser klart ud til, at vi har både et problem med troværdig journalistik og et problem med en lidt for hurtig stempling af medmennesker.

Staun påviser forskelsbehandlingen, så man kan forstå det og hendes klædelige, retfærdige indignation på sit køns vegne får læseren til råt at sluge beretningerne fra myternes overdrev.

Mediernes møgkællinger

Magt, myter & misinformation

Susanne Staun

248 sider

Gyldendal

Udgivet: 22.09.2017

Birte Strandby