Det store i det små. Det er, hvad Christina Hesselholdt er en mester udi at beskrive. På rammende vis afdækker forfatteren vores hverdagsliv, egentlige jeg og indbyrdes relationer igennem et minimalt handlingsforløb. Vægten er derimod på den psykologiske skildring. Igennem præcise indblik i personerne, tegner der sig intet mindre end en samtidsroman. Hun fanger noget tidstypisk og formidler det med en skræmmende nøjagtighed.

”Lykkelige familier” er en samlet udgave af ”I familiens skød” og novellen ”En festlighed”. Sidstnævnte har tidligere været udsendt i ”Camilla and the horse”.

Alene med titlen ridser forfatteren veloplagt scenen op. ”Lykkelige familier” er skrevet med megen ironi og bid. Under overfladen er der vel næppe nogen af de medvirkende, der tilnærmelsesvis er lykkelige?! I første del af bogen – “I familiens skød” fra 2007 – befinder vi os i et typisk sommerhusdanmark. Her møder vi en sammenbragt familie bestående af forlæggeren Lars, dennes nye hustru Anne, Lars´s datter fra første ægteskab Amalie samt Annes og Lars’ fælles barn Sara. I sommerhuset opholder sig desuden den gamle farmor fru Hede og den midaldrende forfatter Julius. I løbet af den dag handlingen udspiller sig over, får de besøg af flygtningen Naseema og hendes barn. På overfladen er alt idyl, men inderst inde har de hver især tanker, der afdækker en utilfredshed og usikkerhed med tilværelsen, som ikke lader sig fornægte.

Christina Hesselholdt beskriver hver karakter med en præcision, der er forbilledlig. Vi genkender det hele, når hun med ironi, detaljer og opmærksomhed afdækker personernes væsen. Under facaden har de hver sin dagsorden, men ingen siger det højt. I centrum for fortællingen er især Anne, Julius og Amalie. Familielivet er på mange måder et spil for gallariet.

Da scenen skifter til “En festlighed” bliver ironien og morbiditeten ikke mindre. Det samme gør personernes behov for at præstere ej heller. I ”En festlighed” inviteres læseren med til skilsmissebarnets Amalies nonfirmation. Skænderierne udebliver. Det ville være alt for let! Derimod vælger Christina Hesselholdt at dykke ned i gæsternes tanker og refleksioner om festligholdelsen og relationerne. Vi følger Amalie, der tydeligvis er mærket af de voksnes valg og fravalg. Hun betaler prisen som den overansvarlige. Dagen byder – præcis som sommerhusdagen – også på sin portion dramatik og alvor.

Christina Hesselholdt leverer en god portion humor og sarkasme, når hun dissekerer kernefamilien og livet i det hele taget. Det er rammende, men så afgjort også rørende alt den stund, at vi vel også alle kan genkende personernes iver og intense behov for, at alt skal være så godt. Og så hopper kæden som oftest af!

Glæd dig til en bog der bevæger sig i en jævn og rolig rytme. Den vil mere end blot at fortælle historier med store armbevægelser.

Lykkelige familier

Samlet udgave af ”I familiens skød” og novellen ”En festlighed”.
Christina Hesselholdt
Indbundet, 216 sider
Rosinante
Udgivelsesdato: 10. 10. 2014

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg