Louisiana Literature den 22. august

Det kulturelle segment
Nyt møde i det kulturelle segment, der som sædvanligt domineres af kvinder mellem 50 og 80. Louisiana Literature er et ypperligt fænomen, hvor der er mulighed for at gå lidt i dybden med en del af tidens vigtigste litteratur. Men Louisiana Literature byder på andet end litteratur, rum med bjerge af grus og lavasten og Emil Nolde. Det er nemlig et studium i sig selv hvad angår påklædning. Ikke Dolce Gabbana og Dior men mere i genren ingen-skal-fucking-diktere-min-påklædning.

Tøjet

Tøjmæssigt kan man dele litteratursegmentet op i to: Dem der ikke giver påklædningen to sekunders opmærksomhed – understreget med den opgivende og let gabende lynlås i nederdelen, eller som det kjolefoer der aldrig nåede at finde sin plads, der hvor foer sædvanligvis hører hjemme, men i stedet gav den som ekstra ikke helt velanbragt krave.

Og så er der de andre. Dem der bruger tøjet til signalgivning: En halvtredsermodel med stort skørt og smal talje som taget ud af en Elvis Presley-film, en storblomstret – jeg-er-husmor-med-styr-på-mand-og-børn-model fra tresserne. En tredje havde vist netop parkeret motorcyklen men fastholdt jakke og støvler, og det virker helt anderledes interessant på en bogbegivenhed end i de fleste andre sammenhænge.

Man taler meget om individualitet, og nogle gange betyder ordet, at man svigter det kollektive, men i forbindelse med et ’kulturmøde’ er det lidt fedt – og vigtigt – at finde så mange udtryk for fantasi, god smag, dårlig smag og plads til begge dele.

Ondaatje

Vigtigst er naturligvis de litterære arrangementer, og af dem var der mange. Michael Ondaatje – kendt for Den engelske patient, der er filmatiseret i 1996 med Kristin Scott Thomas og Ralph Fiennes i hovedrollerne – er aktuel med Kattens bord, der både er selvbiografi og fiktion.

Som romanens hovedperson Michael havde Ondaatje selv rejst fra Sri Lanka til England som 11-årig, alene – og det er også Michael i romanen. Ondaatje selv havde glemt det meste i forbindelse med sin egen rejse, så han rejste fra New York til Southampton for at genopfriske oplevelsen, men under samme sørejse kom han til den erkendelse, at personerne på skibet ikke kunne bruges i romanen, hvorfor disse er fiktive.

En del af interviewet gik på selve skriveprocessen, og handlede om hvorfor man ikke kan have for mange kidnappede karakterer, og hvem af karaktererne, der kan have flashback.

Steder hos Ondaatje er vigtige, og kun en roman var skrevet uden egne erfaringer fra stedet. Ondaatje nævnte i øvrigt, at han aldrig læste sine egne romaner – og at Michael fra Kattens bord måske ville dukke op i en senere roman.

Esterházy

Ungarske Peter Esterházy der i 2013 udgave Ingen kunst blev sammen med romanens oversætter og næsten navnebror, Péter Eszterhás, interviewet af Per Øhrgaard. Ingen kunst handler om forfatterens mor, om det liv hun kunne have haft. Forfatterens mor døde efter svær sygdom som 64-årig. Peter Esterházy tog det meget tungt, blev fornærmet på egne og morens vegne. Derfor genoplivede han sin mor i romanen og gav hende en seksualitet og en fodboldinteresse, som hun aldrig havde haft i levende live samt nogle ekstra år, som de kunne have set ud.

Som også nobelpristageren Herta Müller var Peter Esterházy inde på diktaturets betydning for digtningen, for hvordan litteraturen kan sige eller ikke sige det, der er absolut forbudt i et gennempolitiseret miljø, hvor privatliv er en umulighed.

Ich kann nicht sagen was ich sagen will, sondern nicht denken was ich sagen kann.

Da Franco døde, troede spanierne, at kreativiteten ville blomstre, fordi alt nu blev tilladt. Det skete ikke. Det samme var tilfældet i Ungarn, hvor kreativiteten tilsyneladende også var størst, da den var mest forbudt. Heldigvis ser det ud til, at kreativiteten også trives under frie forhold.

Det er fint med arrangementer af en times varighed, og årets valg af forfattere var super. Måske kunne man give plads til spørgsmål fra publikum?

Birte Strandby