Og så var der den om hønen der var til æg-samen i slaget på reden
Andet bind af Jørn Lunds selvbiografi.
Med al respekt for professorens uomtvistelige talenter udi sproget, så er selvbiografien stadigt en genre, der bør omgås med tilbageholdenhed. De første mange sider handler om barndom og ungdom med navn på en del af personlighederne undervejs. Det er præcist og stiliseret med moderat anbringelse af passende adjektiver. Først ved ankomsten til universitetet lister begejstringen (og dermed også læserens begejstring) sig ind i beretningen, og man får en indfølt deltagelse i undervisningen i 1970, kort tid efter revolutionen:
Min første undervisningstime, grammatik, kunne eksempelvis ikke helt tilfredsstille de revolutionære studerendes forestillinger om, hvad der skulle til for at underminere det kapitalistiske samfund …
Der er undervejs sporadisk kritik af undervisningssystemet, om hvorfor det gunstigste for en forsker pt. er små snævre afhandlinger i prestigetidsskrifter – eller hvorfor mindre hold bevirker …bedre kendskab mellem lærer og elever, og så er det lettere at være en god student og en ordentlig underviser.
Undervisning i lydskrift er betegnet som en mageløs oplevelse, og der er kloge ord om børns talent for at imitere samt observationer om taletidsfordeling, når to eller flere taler sammen. Der er noget om dialekter, og om hvordan det er muligt ikke blot at stedbestemme men også at aldersbestemme et menneske ud fra dets tale.
Der er også lidt om mytteriet i Fondet Dansk-Norsk Samarbejde og til slut er der refleksioner over tilværelsen, men selv for en fan af forfatteren, er det langt mere interessant at læse fagmanden end privatpersonen.
Forfatter: Jørn Lund
176 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 30.03.2010
