Hvad skete der efter, at Tornerose og prinsen blev gift? Efter at Snehvide og prinsen fik hinanden? Onde tunger påstår, at hun senere forlod prinsen for at flytte ind hos en af dværgene, men faktisk er det lidt af en gåde, hvad det der ’happy ever after’ egentligt dækker over. Det har Fuhrmann et bud på med denne bog, og måske er der flere, der kan genkende elementer fra egen tilværelse som småbørnsforældre.

Fuhrmann er programvært og møder i denne egenskab sin store kærlighed, Thure. Før de rigtigt får overvejet forældreskabet, er det første barn på vej. Barnet er naturligvis dejligt, men det medfølgende natteroderi, bleer, sutter, træthed og manglende sexlyst belaster forholdet og har ifølge fortælleren en trist indflydelse på både vægt og personlighed. Da hun så småt er ved at være ovenpå igen, bliver hun atter gravid, og der må kæmpes for, at forholdet kommer til at fungere.

Der er ikke de helt store nyheder i bogen. Tværtimod kan man finde såvel klager som forsøg på overlevelse adskillige andre steder, eksempelvis i Mor på høje hæle af Mette Mølbak (bogvægten.dk, 2009).

I sin søgen efter afhjælpning af problemet falder fortælleren over en hjemmeside, der hedder konepasning.dk – et tilbud fra en ung mand om at gå i seng med hustruer, der af en eller anden grund ikke orker deres egne mænd i en periode, og hun overvejer andre muligheder, der kan bryde med hverdagens uheldige centrifuge, men der viser sig ingen nye og overraskende løsningsmuligheder.

Sprogligt er Fuhrmann med på beatet. Det er helt fint for en ungdommelig programvært, men i skreven udgave bliver det trivielt i længden, selvom det er lidt sødt, at det yngste barn kaldes for kejsersnitten. Klagerne over det ikke-fungerende sexliv gentages med variationer gennem hele bogen, men bliver ikke af den grund mere interessante.

Annamette Fuhrmann
198 sider
Pretty Ink
Udgivet: 08.06.2012

Birte Strandby