Krigeren

Kåre Bluitgen er en yderst produktiv dansk forfatter med en lang række udgivelser og flere priser – bl.a Kulturministeriet Børnebogspris – bag sig. Bluitgens forfatterskab strækker sig både over faglitterære og skønlitterære bøger.

Senest har Bluitgen udgivet Krigeren i Carlsens letlæste stribede serie, der sigter mod børn i alderen fra ca. 8 – 11 år. Bluitgen er ofte kontroversiel i sit emnevalg, og Krigeren rammer da også lige ind i et aktuelt politisk og moralsk følsomt emne: Den danske krigsdeltagelse i Afghanistan oplevet i børnehøjde.

Den stiller ubehagelige spørgsmål som, hvordan det føles, når ens far er professionel soldat og deltager i en blodig krig i den anden ende af verden? Hvordan klarer man hverdagen, når man konstant er bange for, at en officer skal ringe på døren for at fortælle, at far er blevet slået ihjel i krigen, og når man hele tiden er rædselsslagen for, at den næste telefonopringning er den slemme, den der får verden til at bryde sammen?

Det er bestemt heller ikke morsomt, når skolekammeraterne kalder ens far for en morder og siger, at han er med til at slå børn ihjel. Og det er særdeles væmmeligt, når det er TV-avisen og nyhederne fra krigen, som fylder dagligdagen i stedet for leg og fodbold. Man bliver deprimeret og agressiv, når man altid er bange – og man føler sig forfærdelig alene.

En dag kommer den frygtede opringning så. Jens’ far har trådt på en mine, men han har alligevel været heldig og har kun mistet den ene fod. Nu bliver faren hjemsendt med en kunstig fod, så Jens behøver ikke længere at være bange for at han skal komme hjem i en kiste. Og i skolen vender stemningen, nu er faren en slags helt, en såret veteran der har kæmpet for sit land.

Krigeren behandler sit svære emne ret så sobert, og den rammer ganske præcist ned i de problemer, som børnene slås med, når faren (eller for den sags skyld moren) drager ud i den rystende og blodige affære, som krig nu engang er. Uanset hvor meget man gerne vil opbygge et fredeligt civilsamfund, så er det nu engang krudt og kugler som er soldaternes væsentligste værktøj.

Det er uhyggeligt ensomt, når dørklokken og telefonen er den slumrende trold, som hvert øjeblik kan springe op af æsken med sit blodige budskab. Der er måske lige lovlig meget Hollywoodsødsuppe over slutningen på historien, men det er selvfølgelig nok heller ikke nogen god ide at fylde en børnebog med beretninger om forliste ægteskaber og psykiske sammenbrud.