Lille kold gyser til sommervarmen

Bent Larsen, husets ejer, var blevet fundet dræbt i brændeskuret, tilsyneladende offer for et vildt dyr. Dyrlægen kunne ikke sige, hvilket dyr og en eftersøgning havde ikke givet noget resultat.

Bent Larsens enke bor stadigt i huset og lejer kælderlejligheden ud til Nanna, ung studerende.

Nanna plejer at være i god fysisk form, men hun har taget lidt på, og en aften ifører hun sig joggingtøj og løber en tur i villakvarteret. Hun kan høre sine egne skridt mens hun løber, og sommetider kan hun også høre nogen bag sig, men der er ikke nogen, når hun vender sig for at se efter.

Så hører hun et skrig og hvinende dæk, og hun ser en bil køre væk i høj fart. Et menneske ligger på asfalten, men før hun når derhen kommer en mand i forkøbet – og brækker nakken på mennesket på vejen. Dernæst går han hen mod Nanna, og lægger sine hænder om hendes hoved. Andre mennesker kommer løbende, og manden forsvinder.

Nanna løber hjem. Hun ved ikke, om hun skal kontakte politiet, og hun er bange for, at manden skal dukke op ved hendes lejlighed. Hun ringer til vennen Peter, men pludseligt står manden fra bilulykken uden for vinduet!

Gyset udvikler sig, og der er flere der ikke overlever den følgende morgen. Truslen er lidt en overraskelse, og andre end læseren bliver overraskede.

Hvis man er til Hitchcock og hans smag for uhygge, kan man måske genkende flere af de skræmmende elementer. Novellen er vældig godt opbygget, og af den type, hvor man lige tjekker hoveddøren en ekstra gang, inden man går i seng – med lyset tændt!

Kolde timer

Michael Kousgaard

Novelle

YA-gys

30 sider

Forlaget Petunia

Udgivet: 2019

Birte Strandby