Den unge islandske forfatter Fríða Ísberg har udgivet novellesamlingen ”Kløe” – på islandsk ”Kláði”. Med udgivelsen opnår Fríða Ísberg at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020. Novellesamlingen er en god påmindelse om, at der er meget guld gemt i netop novelleformen, som alt for mange af vane vælger fra.

”Kløe” er et spændende møde med en forfatter, der har fingeren på pulsen. I sin novellesamling tager Fríða Ísberg os med på besøg i mange forskellige hverdagssituationer. Mange af fortællingerne kan man nikke genkendende til. Der er det unge kærestepar, der har vidt forskellige grænser når det gælder toiletbesøg, hår i afløbet og prutter. Fríða Ísberg tager os også med til det modne par, der har deres voksne søn og svigerdatter boende. Det giver grå hår og sårede følelser, når det unge par larmer under deres seksuelle udfoldelser, tømmer køleskabet og kritiserer forældrenes dispositioner. Vi møder også den stolte mor, hvis søn er interviewet i dagens avis. Men ak, den islandske vinterkulde gør, at avisbuddet ikke kan komme rundt med aviser. Så må man tage skeen i sin egen hånd!

Fríða Ísbergs´14 hverdagsnoveller er meget varierede i deres tilgang til menneskelivet. Hun skriver om både ung og gammel, om kvinder og mænd, om den kreative klasse og om dem, der er ganske almindelige. Men qua sin egen baggrund er der dog en overvægt af fortællinger om mennesker i tyverne, og de følelser der fylder i deres liv. 

Skrivestilen er realistisk. Som noveller har for vane dækker teksten kun over toppen af isbjerget. Læseren må selv søge efter de lag, der ligger under overfladen. Men Fríða Ísberg er ikke svær at forstå, eftersom hun kredser omkring nogle almenmenneskelige tematikker. Novellerne handler om vidt forskellige ting såsom konflikter mellem generationer og køn, porno og dens betydning, tryghed i nattelivet, skyld og undertrykkelse, sex og parforhold, den svære kærlighed, voksenlivets udfordringer, relationer og identitetskriser.

Fríða Ísberg skriver med en autenticitet og ægthed, der brænder igennem. Forfatteren er indsigtsfuld i sin skildring af menneskelivet med alle de små og store genvordigheder, det byder på. Med sin charmerende, tørre humor giver forfatteren teksterne ekstra kant og bid. Ingen kan undgå at blive at blive ramt, når Fríða Ísberg observerer os, vore tanker og konflikter.

”Kløe” er en særdeles vellykket novellesamling, der selvsagt taler til den unge læser. Den er også en gave for den modne læser, der herigennem får mulighed for bedre at forstå de unge og deres kvababbelser med at se sig selv i det traditionelle voksenliv. Det er begavet underholdning, der sætter ord på væsentlige ting i menneskelivet. Sprogligt byder bogen også på mange fine perler, så den er absolut værd at glæde sig til.

Kløe

Forfatter: Fríða Ísberg

Oversættelse: Kim Lembek

Forlag: Forlaget Torgard

200 sider. Hæftet

Udgivelsesdato: 1. 5. 2020

Anmelder: Nønne Lønne Votborg