Poul Riber Schacksen har tidligere på året udgivet en kriminalroman: Forvandlingens lys. Nu udsender han en samling noveller – i alt 10 – hvori temaet: kærlighed spiller en afgørende rolle.

Læseren får indblik i flere familier og deres små hverdagsproblemer og glæder. Mange emner fra nyhedsmedierne tages op. I novellen Kærlighed til natur og have har fruen i huset travlt med at finde nye og spændende planter til sin have, mens børnene efter inspiration fra den kendte restaurant i København Noma og går på jagt efter at finde tang til en salat. Alt synes godt og lykkeligt.

En anden Kærlighed mellem voksne og deres børn begynder så smukt med at Iben bliver gravid og føder to tvillingepiger. Alt tegner lyst og godt, men en dag kommer en af pigerne alvorligt til skade på sin cykel og ligger længe i coma på hospitalet. Alt forekommer så trist. Imidlertid udviser hendes tvillingesøster en stor hengivenhed og hjælper sin søster på fode igen. Kærligheden har vist sig at være stærk og livsbekræftende. I to af novellerne fremstilles manden som en lidenskabelig musikelsker og med mere lyst til motorcykler end at elske med sin ægteviv.

Det ser ud som om, at de positive og mest kærlighedsgivende er børnene. Kvinderne forsøger hele tiden at gøre sig lækre, mens flere af mændene er mere interesserede i døde ting: musik og transportkøretøjer. Det giver et noget firkantet billede af familien Danmark.

Novellerne består mest af dialoger, mens enkelte beskrivelser er præget af talesprog.

Persontegningerne er meget tynde, og ofte er sproget noget overfladisk og fyldt med kendte/forslidte vendinger: Da hun gik ud i haven, blev hun næsten blændet af solen, som skinnede smukt fra en skyfri himmel.(s.80). Der er tilløb til interessante problemstillinger, men der er for mange personer, som læseren ikke når ind til, og sproget smager for meget af journalistiske sprogblomster.

Novellerne kommer ind under betegnelsen triviallitteratur, som der selvfølgelig også skal være plads til.

Schacksen, Poul Riber

mellemgaard 2011

122 sider

Hella Sylvest