Mennesket havde opfundet alle de mest elendige måder at leve på. Plejehjem, biler asfalt…
En fantastisk roman som man let læser i et stræk, fordi den er gribende, anderledes og bringer Hitchcocks Psycho, Nabokovs Latter i mørket, Erskine Caldwells Tobacco Road og andre klip med syrede og syge eksistenser frem fra fjernlageret.
Som i Fortælling om et selvmord og Caribou Island af samme forfatter er fædre og isolation igen hovedtemaerne, og det sidste er tydeligvis ikke sundt for mennesker. Isolation hos Vann skaber parallelverdener med sære normer og forfærdelige afslutninger.
Galen er en gammel sjæl i en dysfunktionel familie. Dysfunktionel i betydningen mere end almindeligt afstumpede. Hans mormor er kommet på plejehjem, fordi hun har noget med hukommelsen, hans moster klager over en ødelagt barndom, hans kusine pirrer uhæmmet og uafbrudt Galens heftige drifter, og hans mor styrer diskret alle, samtidigt med at hun benægter, at hendes far var voldelig og skyld i, at familien nu fungerer dårligt.
Galen selv har en spiseforstyrrelse som han demonstrerer åbent i utiltalende udgaver, han skulle egentligt have været på college, men foreløbigt er det udskudt i fem år.
Så længe Galen er sin mors uskyldige søn, går tingene deres skæve gang, men en hyttetur for hele familien vender rundt på tilværelsen, og Galens mor kommer frem til en beslutning, der er katastrofal for hende og meget mærkelig for en mor.
Romanen slutter med en scene, der er absurd, surrealistisk og samtidigt rummer en ubehagelig menneskelig logik. Det er en bog der nødvendigvis bliver hængende og hærger i bevidstheden i lang tid efter læsningen.
Jord
David Vann
Oversat af Claus Bech
276 sider
Gyldendal
Udgivet: 10.06.2014
