Hun vurderer, at det måske er bedre at tage rejsen alene. Så er der ingen, der kan svigte hende.

Syv stilfærdige noveller om livets store, små, forstyrrende, ødelæggende, lykkelige øjeblikke

Den første, ‘Suset’, handler om en ung skater, om det at skate, om hvorfor han skater: en forfølgelse af et sus der giver baghjul til hverdagen. Når det er bedst, er det også forbundet med en stor risiko, men det er et valg, der kan være logisk eller let at tage.

En anden novelle, ‘Gnisten’, beretter om en anden slags sus. Her er også en ung mand der leder efter livets store øjeblikke. Han har aftalt stævnemøde med sin kæreste, og hun kommer som sædvanligt for sent. Det bliver hans samtaleemne for mødet, men det var slet ikke det, han havde forventninger om. Kan man tale om angstprovokerende kærester?

Og så er der ‘Spiren’ der på ni sider viser et helt liv, endda et lykkeligt af slagsen. En lille pige med en lykkelig barndom bliver til en ung kvinde der venter et barn – i et lykkeligt forhold. Der holdes fast i sange og traditioner. Set udefra er det måske ikke så meget, men det handler om perspektiv.

Det er enkle fortællinger med få ingredienser og store følelser i underspillede scener, nydeligt udtrykt blandt andet i en novelle om en – ellers ambitiøs – mand der gerne vil have forældreorlov – som ansat i et ambitiøst firma. Her er en interessant dialog, som måske kan genkendes af andre der har fundet på at prioritere familien. Måske kan man ligefrem sige, at hele det industrielle verdenssyn er præsenteret i den lille novelle, og det er ret uhyggeligt.

Hurtig læsning og lang eftertanke.

Tiden forgaar

Signe Bruskin

67 sider

Brændpunkt 

Udgivet: 22.20.2024

Birte Strandby