Den nu 81-årige Ruth Rendell har efterhånden erobret praktisk taget alt, hvad der findes af store litteraturpriser indenfor krimigenren, og hun har udgivet næsten lige så mange bøger, som hun har år på bagen. Det mest imponerende er dog nok, at hun stadig holder en forrygende flot standard i sine værker og til trods for hendes høje alder stadig glæder sine mange fans med en ny bog hvert år.
Rendell har skrevet 23 krimier med kriminalkommisær Wexford i hovedrollen, og hendes nyeste danske udgivelse Ikke i kød og blod er da også en Wexford. Selvom der kun forekommer to mord i bogen -som oven i købet er begået for henholdsvis 8 og 11 år siden – får Rendell skruet et spændende og medrivende opklaringsarbejde sammen.

Et nedgravet lig bliver tilfældigvis fundet i det lille lokalsamfund, men bare at finde frem til den myrdedes identitet viser sig at være noget af en opgave for politiet. Bedre bliver det ikke, da endnu et lig dukker op kun en snes meter fra det første findested. Tværtimod bliver det hele endnu mere mystisk og uforståeligt, og selv da man omsider finder frem til de dødes identiteter, kan man ikke finde nogen årsager til, at de to er endt som mordofre.

De få mennesker, som bor i nærheden af mordstedet, er både gamle og underlige. Wexford og hans folk får hurtigt en klar fornemmelse af, at de bliver fyldt med løgn, og at der er mange hemmeligheder, som holdes skjult for lovens håndhævere. Ingen er tilsyneladende interesserede i at hjælpe til med at få opklaret de mystiske mord, tværtimod holder områdets gamle excentrikere kortene tæt ind til kroppen, og enhver oplysning skal på det nærmeste trækkes ud af dem.

Alligevel kværner Wexfords og politiets maskine langsomt afsted mod en afdækning af gamle tragedier, men det er utroligt svært at finde frem til sandhederne om de gamle dødsfald. Da Wexford endelig er ved at finde en åbning, der kan føre til svar på, hvad der i virkeligheden er foregået, er hans opklaringsarbejde ved at koste ham livet – og svarene er stadig lige så svære at få hold på som et stykke sæbe i en tønde olie, for intet er rigtig, hvad det giver sig ud for at være.
Ikke i kød og bloder intelligent underholdning, der midt i sit rolige og sindige tempo formår at fastholde læseren i et solidt greb. Man vil rent faktisk gerne finde ud af, hvilke skumle hemmeligheder de forskellige gamle mennesker gemmer på. Hvorfor lyver så mange om alt muligt, og hvem er rendyrket morderisk psykopat? Kan skrøbelige gamlinge virkelig være koldblodige mordere?

Desuden får Rendell også plads til et socialpolitisk budskab mod den gyselige praksis med seksuel lemlæstelse af millioner af kvinder, der går under den eufemistiske betegnelse omskæring – et mandschauvinistisk kulturelt fænomen verden godt kan undvære.

Ikke i kød og blod
Forfatter: Ruth Rendell
Oversættelse: Asta Smith-Hansen
327 sider
Forlag: Rosinante
Udg.: 03.05.2011
4 glober

Jan Vandall