‘Hormoner, hængerøve og hårde bananer’ er første bind i Louise Renningtons megapopulære, humoristiske serie om middelklasse teenagerpigen Georgia Nicholson, med mor og far, en lillesøster i blestørrelse og en drabelig kat.

Georgina er fjorten år. Hun har alle de sædvanlige teenager-problemer med tåbelige, pinlige og helt outdatede forældre, med veninderne, skolen og selvfølgelig også masser af problemer med den vågnende, intense interesse for drenge og de mange spekulationer over et udseende, der ikke lever op til de perfekte idealer – især hvad angår næsestørrelser.

Bogen er formet som en række dagbogsnotater, der strækker sig over 11 måneder. Gennem dagbogen følger vi Georgia med veninderne, i skolen og hjemme. I centrum står Georgias stormende forelskelse i ‘Sexguden’, grønthandlerens ældste søn. Denne Adonis vækker hendes kærlighedslængsler i en grad, så hun tager kysselektioner hos en foretagsom ung mand for at være velforberedt på det store kysseøjeblik. Et tidspunkt som det dog viser sig at være betydeligt sværere og mere indviklet at nå frem til end Georgia umiddelbart forestiller sig.

Bogen er underholdende, morsom og levende fortalt i et pænt tempo. Den er selvfølgelig fyldt med genkendelige scener for enhver teenagerpige – og for forældrene, men de mange ungdomsklicheer giver samtidig masser af muligheder for identifikation. Populariteten viser, at den er den ramt lige ind i det lyserøde teenagerpige-univers.

Der er allerede udkommer ti bind i England, og filmatiseringen af ‘Hormoner, hængerøve, og hårde bananer’ kører for tiden i de danske biografer (med publikumsprisen på Buster Festivalen), så vi skal nok høre meget mere til Georgias forvirrede teenagerliv. For piger fra ca. 11 år.

Hormoner, hængerøve og hårde bananer

Forfatter: Louise Rennison

Oversættelse: Karin Bodenhoff

208 sider, 129,95 kr.

Forlag: Carlsen

Udg.: 22/1 2009

Jan Vandall/bogvægten.dk