”Grundtvig er død” er mit allerførste møde med navnet og forfatteren Laura Ringo. Den unge kvindelige forfatter har en BA i dansk fra Københavns Universitet og en kandidat i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Hun debuterede med ”Cremasterrefleksen” på Gyldendal i 2017. Det er samme forlag, der står bag udgivelsen ”Grundtvig er død”. Som forfatter er Laura Ringo allerede blevet hædret med Blixenprisen for ”Papirbryllup” i 2019 for årets young adult-udgivelse.

Laura Ringo er et navn, vi højst sandsynligt kommer til at få nogle yderst interessante udgivelser fra. Det lover godt med ”Grundtvig er død”. I denne roman tager hun os helt ind i højskole-Danmark, hvor vi følger hovedpersonen Petra. Petra på 30 år skal være underviser på skriveholdet på præcis samme højskole som den, hvor hun selv var elev ti år tidligere. Her er en stor del af lærerstaben stadig den samme. Da Petra var elev på skrivelinjen, var Frank hendes lærer, men nu er han forstander. Petra har i mellemtiden udgivet sin første roman, der imidlertid ikke har solgt alverdens. Hendes skriveri er gået i stå. Ikke desto mindre er hun en selvbevidst kvinde, der ved hvem hun er og hvad hun vil!  

Nyord Højskole befinder sig i det velbjærgede Nordsjælland. Eleverne kommer dertil med forventninger om at få et uforglemmeligt år, alt imens de dygtiggør sig i en grad, så de kan komme gennem nåleøjet til Forfatterskolen, Arkitektskolen og Designskolen mm. 

Petra drømmer også om et spændende år med gang i den. Hun har tjek på tingene, er modig, fri og er ikke alene god til at undervise i skrivning, men har også flair for kontakten til eleverne. Hun er så at sige i øjenhøjde med dem. 

Men undervisningen og højskolelivet er ikke det eneste, der optager Petra. Højskoleforstanderen Frank har også hendes opmærksomhed. Hun er et seksuelt bevidst væsen, der bobler af lyst, begær og fantasi. Petra sætter fluks jagten ind efter Frank. Sideløbende gør en af eleverne på skriveholdet hende sin opvartning, og temperaturen begynder at stige markant. Hvordan skal Petra balancere sit begær og rollen som lærer? Eller er det overhovedet et hensyn, der er nødvendigt at tage i 2019? 

I ”Grundtvig er død” debatterer Laura Ringo det voksne menneskes lyst og begær. Bogen illustrerer den hårfine grænse mellem den dømmekraft og etik som underviseren skal udvise og det personlige ansvar ethvert myndigt seksuelt aktivt menneske i princippet også altid har. 

Romanen er skrevet letlæseligt og med masser af humor. Den pirrer sin læser ved at minde os om, hvor meget vi – indimellem – er underlagt de seksuelle lyster. Bogen er skrevet med en skarp pen, der understreger at en side af sex også kan være magt. Hvem har overhånden i en (seksuel-) relation? I en tid med Me-to er romanen super interessant. 

Laura Ringo er ferm til at udtrykke sig veloplagt og frimodigt. Hun får strikket et miljø sammen, der virker relativt troværdigt. Karakteristikken af personerne er indsigtsfuldt og realistisk. Men overordnet er ”Grundtvig er død” en bog, der sætter det hele på spidsen og hvor provokationerne står i kø. Forfatteren vil gerne skubbe til vores opfattelser af køn, seksualitet og magt. Bogen spiller således på det vulgære og seksuelle – og dét i en grad, hvor det er tæt ved at tendere til at blive en kende banalt i takt med at det gentages. Sexscenerne mellem den frigjorte Petra udpensles meget, men har selvsagt den pointe at den moderne, liderlige og seksuelle kvinde derved får taletid. Det kan alt andet lige virke ganske sympatisk. ”Grundtvig er død” er en fræk, fornøjelig og frembrusende læseoplevelse, der rusker op i pænheden. Undervejs er der kærlighed, kultur og kønne unge mennesker. Alt i alt en herlig cocktail. 

Grundtvig er død

Forfatter: Laura Ringo

Forlag: Gyldendal

268 sider.  Paperback.

Udgivelsesdato: D. 2. 9. 2021.

Anmelder: Nønne Lønne Votborg