I 1920 tager et ungt par, Klara og Ilja, fra Finland til Petrograd i Rusland på ski for at hjælpe med at opbygge det nye, russiske samfund – ligesom mange andre finner. De medbringer al deres ungdommelige idealisme og går begejstret i gang med at arbejde for det nye samfund. Det kræver selvdisciplin, målrettethed, og man skal kunne tåle modgang og sult.
Klara har høje idealer helt i kommunismens ånd, og morer sig over kommunismens afklapsning af vestlig kapitalisme, eksemplificeret af vennen Tom, der klovner stående på ladet af en agitationsbil iført høj hat, mens han mæsker sig med en vandmelon der forestiller jordkloden, mens hans gebærder sig som en storsnudet kapitalistsnylter.
Klaras mor tilbage i Finland skriver til hende og forsøger at få hende til at vende hjem, men familiens holdning står ikke højt på Klaras prioriteringsliste:
familie… alle dem der havde sat fiskekroge i os og ved hjælp af dem forsøgte at hale os fra fremskridtets vej hjem til vores tilbagestående fædreland.
Ilja klarer sig godt, han får flere og mere ansvarsfulde opgaver og bliver et skattet medlem af kommunistpartiet med ret til ferie på Krim.
…han begyndte at få de rynker i ansigtet, der er kendetegnende for et partimedlem og en ordentlig bolsjevik.
I 1924 dør Lenin og med ham den ideologi som Ilja og Klara arbejder så hårdt for, og både ægteparret og deres venner mærker til det brutale regime. En ven bliver fængslet, en anden er rig og i stand til at få tingene til at ske, mens vennen Tom allierer sig fuldstændigt med den nye ideologi. Klara tager to gadebørn til sig, og det er gennem dem romanens sidste dele fortælles. Klara selv bliver syg og desillusioneret, og det kollektiv hun har arbejdet så hårdt for opløses i 1928.
Romanen er inspireret af Kähkönens egen familie, og historien om nød, sult og forfølgelser fra tiden før og under Stalin er også hendes bedstefars historie.
Sirpa Kähkönen
Granitmanden
Oversat af Birgita Bonde Hansen
416 sider
Gyldendal
Udgivet: 2016
Birte Strandby
