Den nye regering tillader hverken bestikkelse eller korruption og derfor kan ingen fra FN eller ambassader hjælpe med visum og pas her i landet.

Vi møder Khoshal første gang, da de sovjetiske tropper har forladt Afghanistan. Modstandsbevægelserne har interne kampe. På legepladsen står to kæmpestore udbrændte lastbiler, og det er farligt at gå uden for Khoshals landsby på grund af miner og landevejsrøvere. Når det er varmt sover familierne på hustagene, indtil de forstyrres af larmen fra militærkøretøjer og beskydninger i bjergene. Khoshal har mistet sin far og lillesøster i krigen og bor sammen med sin mor. De er meget fattige men moren er dygtig til at sy, og de støttes af hendes bror, der også bidrager til Khoshals opdragelse:

’Du skal have stor respekt for våben. Det er redskaber der ikke burde være nødvendige blandt retskafne og gode mennesker.’

Ikke desto mindre overlader onklen Khoshal en pistol, da han skal rejse til nærmeste by, så han kan beskytte sig mod landevejsrøvere.

Koshals første skolegang foregår i moskeen, der er etableret på frivillig basis i landsbyen, og undervisningen er blandt andet udenadslære baseret på koranen, indtil en ven af familien tilbyder at holde skole i sit hjem og undervise efter skolebøger udgivet med amerikansk støtte og mærket USAID, hvor indholdet handler om krigsførelse og antal angives med patroner og raketter.

Khoshal er arbejdsom og får mulighed for at flytte til Pakistan for at gå i skole. Det er hans og familiens forventning, at han læser til ingeniør og herefter vender tilbage til landsbyen og sørger for, at de får en ordentlig vandforsyning.

Det er hensigten at fortsætte uddannelsen i Canada eller Tyskland, men ved et tilfælde lander Khoshal i stedet i Danmark som mindreårig FN-kvote flygtning
Han møder det nye med forundring men også åbent og med en del energi, som det fremgår af hans første forsøg på at lave mad. Kun biblioteket er han lidt skuffet over, for det styres tilsyneladende af B-mennesker og åbner først kl. 10.00.

Udfordringerne kommer blandt andet i forbindelse med hans arbejde i en kiosk, hvor han skal sælge alkohol – i strid med hans tro, og så har han det svært med at bo alene på et værelse, og i virkeligheden er den kollektivisme der har præget hans liv i Afghanistan nok det der markerer det største kultursammenstød. Folk i landsbyen deler alt med hinanden, fællesskabet og hensynet til familie og naboer er altafgørende.

Et andet kulturchok møder Khoshal i den indkøbstrang der præger omgivelserne, og det må nødvendigvis virke absurd hvis man sædvanligvis kun køber det, man har strengt brug for. Khoshal køber glad tøj på loppemarkeder, så han kan sende penge hjem til moren. Det chokerer hans klassekammerater i 8. klasse og hans plejefamilie. Hans værste oplevelse er en indkøbstur med plejefamilien til Birger Christensen, og han får tårer i øjnene da plejemoren køber en pels til over 100.000 kr. Plejefaren kalder Khoshals holdning for tabermentalitet.

Khoshal følger interesseret med i de danske nyheder men afholder sig i begyndelsen fra at kommentere det der i hans øjne giver helt forkerte indtryk:

… landet (Afghanistan, ca. 1998, red.) led mere af tørke, amerikanske sanktioner og flyveforbud end af de indenrigspolitiske regler om, at mænd skulle have skæg og kvinder færdes fuldt tildækkede.

Den megen negative avisomtale påvirker ham, og han prøver at forklare tingene fra sin synsvinkel men trænger ikke igennem, og efterhånden holder han op med at glæde sig til at se udsendelser fra sit hjemland i fjernsynet, fordi det altid fremstilles negativt og uden skelnen mellem løgn og sandhed.

Set i et større perspektiv er Khoshals første år i Danmark en succeshistorie. Efter en glimrende studentereksamen bliver han optaget på Geologi og geoscience på Københavns universitet, den uddannelse der bedst muligt vil kunne bidrage til hans ønske om at forbedre hans landsbys vandforsyning.

Og så bliver det 11. september 2001. I sin søgen efter passende steder at placere skyld hæfter presse, politikere og politik terroristprædikatet på i flæng.
Denne sidste del af romanen kunne også have haft titlen: Sådan skaber man en terrorist.

Sproget er ikke fantastisk – i nogle sammenhænge tøvende og utrænet. Khoshal er lidt for god til at være sand. Alligevel er historien værd at læse, fordi især den første del om Khoshals liv i Afghanistan og det indledende møde med Danmark er ægte og leverer den baggrund vi måtte mangle i vores stereotype antagelser om verden udenfor andedammen.

Fra Helmand til Hellerup – Et uledsaget flygtningebarns rejse

Ahmad Durani
464 sider
O & F Forlag
Udgivet: 2015

Birte Strandby