Velfortalt spændingsroman

Joakim er hovedpersonen. Han bliver indlagt på et psykiatrisk hospital, men trods personalets anstrengelser varer det længe inden nogen får kontakt med ham. Kontakten er Ursula, der er psykiater på stedet. Hun får ham langsomt til at åbne, og det får på det nærmeste skeletterne til at vælte ud af skabet.

Joakim har været tilknyttet et observatorium og forskningscenter i Puerto Rico. Han bliver fyret, men før fyringen effektueres, bliver hans chef dræbt i en bilulykke, og senere findes hans gode ven fra forskningscenteret dræbt – med smadret baghoved.

Joakim har tidligere oplevet, at hans magtfulde rengøringshjælp, Juana, har brugt effektfuld voodoo, trabajo malo, på mennesker som hun betragtede som onde. Samme rengøringshjælp får Joakim til at hente hendes afdøde fars urne, så faren kan få en ordentlig begravelse. Joakim bliver stoppet i tolden, fordi den afdødes aske nu er blevet spædet op med flere pund kokain. Takket være Juanas bastante mellemkomst, bliver Joakim sluppet fri igen kun for at blive forfulgt af den, der anbragte kokainen i første omgang.

Romanen springer mellem Joakims nedskrevne beretninger om sit liv og Ursulas opfattelse af nutiden på det psykiatriske hospital i Danmark, hvor Joakim er indlagt. Han skriver om sig selv, om sin tid på observatoriet, om de mystiske signaler fra det ydre rum, som observatoriet modtager med jævne mellemrum, og han skriver breve til sin afdøde datter. Ursula fascineres af ham og ender med selv at tage til Puerto Rico for at finde ud af, hvad det er, der er sket i Joakims liv. Gode personbeskrivelser og bihistorier krydrer læsningen.

Forbandelse

Lasse Bo Jensen

402 sider

Gyldendal

Udgivet: 2013

Birte Strandby