Dyreelskeren Sebastian Kleins Felicia Knudsens trusser er en billedbog med rim om en række forskellige dyr rettet mod børn i 3-4-(5)-års alderen. Vi bevæger os mange steder hen lige fra den afrikanske savanne, Grønland, Danmark til Abeland og der rimes om alskens dyr lige fra flodheste, sæler, giraffer, løver, pingviner, katte, døgnfluer, solsorte til aber og elektriske ål. Hver dobbeltside er en rimhistorie for sig uden nogen speciel sammenhæng andet end at dyrene er sat ind i moderne menneskelignende situationer.
Teksterne er sjove, og de humoristiske farverige tegninger er flotte og i børnehøjde, men det virker som om en del af rimene mere er skrevet til underholdning for de forældre, som skal læse højt for rollingerne. Katten der er slatten om dagen og laver ballade om natten, flodhesten der har mavepine og får flodhestelort i bukserne, solsorten som synger på naboens tag, og kulden på pingvinernes Sydpolen hvor nøgne mennesker får kolde numser er umiddelbart forståelige for børnene i målgruppen. I det korteste rim om døgnfluerne kan man også finde meget at tale om med de små, der garanteret synes det er spændende og underligt med insekter, som lever hele livet på et døgn.
Lidt vanskeligere har jeg det med miljøminister Connie Kemi og hendes elektriske ål, løven der stjæler en bil og kører dødskørsel, og den fulde hugorm som hugger en hest. Her tror jeg ikke rigtig at målgruppens børn kan følge med i de lidt for voksne spidsfindigheder, der nok går hen over hovedet på ungerne.
Tekst: Sebastian Klein
Ill.: Jarl Egeberg
32 sider
Politikens Forlag
Udg.: 18.03.2011
3 glober
Jan Vandall