Hvis man blev paranoid af at læse ’1984’, skal man ikke læse denne bog.

Nu er man så kommet på Facebook, LinkedIn, Twitter og sørger for jævnlig opdatering til vennerne, men det er som bekendt ikke kun vennerne, der kan følge med i hvad der foregår. Måske følger chefen med på sidelinjen. I USA bruger otte ud af ti arbejdsgivere nettet, når de skal baggrundstjekke nye medarbejdere, i Danmark er det indtil videre kun 25 %.
På siden http://www.weknowwhatyouaredoing.com er der forslag til, hvad man ikke skal afsløre på nettet, hvad enten det er fotos fra de seneste festligheder, eller hvornår man er i sommerhus.

Noget lægger man selv ud, men herudover er der al den information, som nettet samler om dig uden dit vidende. For eksempel har man på University of Rochester udviklet en app der ved at krydstjekke vennernes kommentarer og positioner med 85 % sandsynlighed kan fortælle, hvor en Twitter-bruger befinder sig inden for en radius af 100 meter.

Der findes firmaer der efter køb af informationer om brugere, målretter deres annoncekampagner, så de rammer, når man er mest modtagelig. Et af bogens eksempler er en ung kvinde, der pludselig bombarderes med annoncer om bleer og babytøj, fordi man ud fra hendes bevægelser på nettet har vurderet, at der er en stor sandsynlighed for at hun er gravid.

Informationerne samles via cookies, via viden om hvad man har ’liked’, og hvad man eventuelt har streamet. Det amerikanske firma Spokeo har specialiseret sig i at trække informationer som alder, stamtræ, formue, hobbyer, religion og politisk overbevisning ud om brugerne for at kreere en digital personlighed.

Cookies kan hjælpe en side med at huske, at du har været der før, men de kan også bidrage til at samle det materiale om din person, der gør at netvirksomheder ved mere om dig, end du selv gør, og dermed kan anbringe målrettede annoncer på eksempelvis din Facebookside, hvor enlige kvinder over 50 eksempelvis kan opleve utallige annoncer med tilbud om vægttab og datingbureauer med ældre, trofaste mænd.

En ting er målrettet annoncering, noget andet er identitetstyveri, som man måske er stødt på, hvis man har modtaget en mail (oftest en hotmail) fra en kontakt, der fortæller at han/hun er i udlandet og har fået frastjålet alle personlige papirer og penge. Opfordringen lyder herefter: Send penge. Ofte kan formuleringen af den pågældende mail afsløre, at der er tale om et falsum.

Der er mange forslag til, hvordan man reducerer sine digitale spor: Slet dine cookies og historik, undgå for meget brug af Google, brug flere browsere, og skjul din IP-adresse med VPN = Virtual private networks, der også bliver anbefalet til brugere i stater med repressive regimer. Desuden kan man oprette profiler under pseudonym. Hovedbudskabet er, at intet er privat på nettet, og hvis du ikke vil slette dine profiler, så er din bedste mulighed at skabe forvirring.

Bogen byder desuden på overvejelser i forbindelse med børns brug af nettet og dilemmaer i pædagogisk tackling af digital mobning.

Det er skræmmende læsning men den er i overensstemmelse med den overvågningsmentalitet den litterære verden har taget til sig i blandt andet G. Willow Wilsons bog Alif, hvor en ung computernørd fremstiller et program, der ved aflæsning/genkendelse af tastebevægelser, kan afsløre hvem der taster.

Pernille Tranberg og Steffan Heuer

200 sider

Berlingske Media i samarbejde med People’s Press

Udgivet: 2012