Den norske Beate Grimsrud har siden 1984 været bosat i Stockholm, som danner ramme om hendes seneste roman ”Evighedsbørnene”. Den begynder med, at fortælleren ude fra verdensrummet zoomer ind på den stockholmske bydel Södermalm. Her er andelen husstande med én person særlig høj.

”Evighedsbørnene” er et portræt af fire enlige personer fra Södermalm, der alle er et sted omkring fyrrerne. Hver især er de lidt for sig selv; enspændere og aparte. De er aldrig blevet helt voksne, selvstændige og i stand til at tage ansvar for sig selv. Deraf titlen ”Evighedsbørnene”.

På overfladen er André velfungerende med et job som anæstesisygeplejerske på Södersjukhuset. Men privat er han ensom. Han lever i symbiose med sin kat Kassandra; hvis det da ikke lige var for kattens behov for at gå egne veje. André behandler sin kat som et elsket barn. Forholdet til familien er kompliceret; de anerkender ham ikke rigtigt, fordi han er single.

På Södersjukhuset arbejder den generte og tilbageholdne hospitalsfotograf Tomas. André og Tomas ses i spisepauser og privat. Tomas er meget hæmmet af sit behov for, at alting skal gå efter en snor. Når André og Tomas er sammen, lægger de planer om at tage ud at rejse. Planerne bliver altid annulleret, fordi André ser forhindringer. André er aseksuel og ønsker ikke en fast kæreste.

Ikke langt fra André bor Siri, der har en genbrugsbutik. Hun har været ude på en længere rejse, og efter hjemkomsten mener hun at være gravid. Da graviditeten er indbildt, bliver hun indlagt på en psykiatrisk afdeling, men holder det skjult for familien. Den eneste, der ved det, er hendes kæreste Louise. Louise er sminkør, fra USA og lider af selvskade og uhæmmet købemani.

Beate Grimsrud tegner et portræt af fire singleklichéer, vi vel alle kender. I ”Evighedsbørnene” sættes der ord på den ensomhed, der præger storbyen. Men forfatteren har også en stor iver efter at inddrage andre tabuer og tidstypiske problematikker, der er oppe i samfundsdebatten. Det er tydeligt fra første færd, at ”Evighedsbørnene” er et projekt, der skal sætte fokus på de sårbare sjæle og italesætte forskelligheder.

Beate Grimsrud brænder for at debattere tendenserne i dagens samfund, og bruger bogen som talerør. Det giver stof til eftertanke, og hun har et vigtig ærinde. Men som fortælling fungerer ”Evighedsbørnene” ikke optimalt. Bogen er fortalt i korte kapitler, som mere minder om små scener fra personernes liv end et sammenhængende handlingsforløb. Den bliver ganske enkelt for fragmentarisk og beskrivende! Vi kommer aldrig helt ind på livet af karaktererne. Det er brandærgerligt.

Hvor sympatisk projektet med at sætte spot på sårbare voksne, der ikke har lært at være selvstændige voksne end kan være, så bliver bogen aldrig til en formfuldendt fortælling. Der er nogen forudsigeligt over forfatterens projekt fra begyndelsen af. Læseren kan regne ud, at de forskellige personer skal mødes undervejs i fortællingen. Personligt oplever jeg, at personernes drømme og vrangforestillinger ikke tilfører noget væsentligt til bogen. De er med til at understrege følelsen af en abrupt læseoplevelse. Desværre.

Evighedsbørnene

Beate Grimsrud

Oversat af: Jesper Klint Kistorp

358 sider, hæftet

Gyldendal

Udgivelsesdato: 12. 08. 2016

Anmeldt af Nønne Lønne Votborg