Eventyrhuset er fantasy, men en anderledes af slagsen. I de fleste fantasyromaner er der magiske væsener enten havfruer, alfer eller varulve og vampyrer, nogle gange alle nævnte. I denne her er der også en antikrist, en lindorm og en havenisse, og det er spørgsmålet, om Eventyrhuset er fantasy for børn eller en roman om eksistentialistiske temaer for voksne. Under alle omstændigheder er den virkelig fantasifuld, sjov, tragisk og overraskende.

Linus Baker er ansat i DIKOMY som sagsbehandler. Han er omkring 40 år, let overvægtig og bor alene med sin kat, hvilket vel burde være lidt tragisk, men det synes han ikke selv. Hans opgaver på jobbet er at holde opsyn med børnehjem der har magiske børn boende, nymfer, hekse og andre, tjekke kvaliteten af børnehjemmene og afgøre, om de passer godt nok på børnene, eller om de eventuelt skal lukkes. Man får et indtryk af, hvordan tingene fungerer, når man ser børnehjemmenes paroler: Vi er lykkeligst, når vi lytter til dem, der bestemmer.

En dag bliver Linus kaldt op til Den Allerøverste Ledelse. Mod hans forventning bliver han forfremmet. Han skal tage ud til et børnehjem på en ø. Et børnehjem der er særligt udfordret af vanskelige, magiske børn. Den Allerøverste Ledelse mener, at de har for lidt kontakt til børnehjemmet og til forstanderen, og det bliver Linus’ opgave at rette op på dem.

Der er mange oplevelser på vejen til øen, og Linus overraskes gang på gang, ikke mindst af de seks børn på øen, der har mærkelige kræfter men også en del behov man kan genkende fra almindelige menneskebørn. For den fodformede og kedsommelige Linus bliver opholdet lidt af en øjenåbner, og han opdager en helt ny side af sig selv.

Umiddelbart er Eventyrhuset en udviklingsrejse, men det er også fantastisk bog om at være anderledes, om had og fordomme, om diktatoriske regimer og om at kendes ved sig selv. Ikke kun for børn.

Jeg er den inkarnerede ondskab. Jeg er pesten på denne verdens hud. Jeres tid er kommet, og floderne vil svulme af de uskyldiges blod.

Han er sådan en dramaqueen.

Eventyrhuset

T. J. Klune

Oversat af Poul Henrik Westh

413 sider

memoris

Udgivet: juni 2021

Birte Strandby