24 små historier, en til hver dag i julekalenderen – og 32 siders intens julestemning med sne, træ, gaver og julesang smukt formidlet med mange illustrationer i julefarver og med menneske- og dyrebørn i fuld gang med at forberede børnenes fest.

Et par af historierne følger menneskebørnene der laver en snemand, andre følger nissefamilien, og de fleste handler om dyrene. Der er muldvarpen der bygger ting af træ, kælke og fuglehuse, uglen der vil skrive den længste julesang, i hvert fald en der er meget længere end kragens julesang på 22 strofer. Uglens julesang er også med, men den er ikke på mere end otte strofer. Der er også egernfar der roder lidt rundt i juletraditionerne og planlægger at hænge sokker på juletræet, og der er historien om katten Sigurd der er blevet smidt ud af huset. Sigurd finder et fint varmt sted at sove, men da han vågner, opdager han, at han er blevet låst inde.

Alle historier ender med et spørgsmål til læseren. Det er relativt enkle spørgsmål. For eksempel vil fåret gerne have strikket sine halstørklæder færdig før juleaften, og spørgsmålet til læseren/lytteren er: Kan du gætte hvorfor?

Alfred kommer til at røbe for sin mor, hvad der er i hans ene julegave, men heldigvis glemmer hun det lynhurtigt igen. Spørgsmålet er her: Husker dine forældre også så dårligt.

Bortset fra et par menneskesøskende der hyppigt bliver sure på hinanden, er der idyl og julestemning over hele linjen. Der er en lille konflikt i rævefamilien, fordi rævefar ville hugge en gås til juleaften, men de tre små ræve har lært i skolen, at man ikke må stjæle. Historien her afsluttes naturligvis med et moralsk spørgsmål.

Fin og hyggelig julekalender der fortæller en måske lidt gammeldags historie fra en tid, hvor vi var mere i harmoni med vores omgivelser og naturen. Velegnet til højtlæsning fra ca. tre års alderen.

Et juletræ til nisserne

24 julekalenderhistorier til de yngste

Annette Herzog

Illustreret af Laura Bednarski

32 sider

Colibri