Johanna, lovende jurastuderende, gift med juristen Thorleif, melder sig til et malekursus, drager til Utah med læreren og bliver en succesrig kunstner. Men familien tilgiver hende aldrig, at hun droppede karriere, ægteskab og familiens ønsker og normer på gulvet. Og hun kom ikke hjem til sin fars begravelse.

30 år senere vender Johanna tilbage til Norge. Hendes amerikanske ægtefælle er død, hendes søn har gang i karrieren og sin egen familie, og måske maler man lige så godt i Norge som i Utah.

Hun vil ikke opsøge sin mor eller sin søster. Bortset fra nogle få kolde breve om hændelser i familien, er der ikke nogen kontakt.

Alligevel kommer Johanna til at tænke på sin mor, finde ud af hvor hun bor, prøve at ringe til hende – uden held – hun svarer aldrig på opkaldene. Så begynder Johanna at udspionere  sin mor. Langsomt dukker erindringer om barndommen og moren op til overfladen, en barndom hvor Johanna blev presset til at være noget, hun ikke var. Og langsomt erkender Johanna hvor presset kommer fra. Hendes behov for at møde sin mor vokser, men søsteren vogter som drage for at forhindre hende i at nærme sig moren.

Hjorth skriver ren poesi og får præcist udtrykt kompleksiteten i det indviklede og smertefulde forhold mellem mor og datter. Oven i købet lykkes det forfatteren at skabe voldsomme spændingskurver i fortællerens tanke om, hvad der former et liv. Og indsigten er nærmest uhyggelig, da vi får et indtryk af antallet af faldne i den familiekrønike.

Hvis man vidste, hvis man som ung forstod, hvor afgørende barndommen er, ville man aldrig selv turde få børn.

Er mor død

Vigdis Hjorth

Oversat af Karen Fastrup

334 sider

Turbine

Udgivet: 04.11.2020

Birte Strandby