Med denne angelologi, der er solgt til filmatisering og udgivelse i 30 lande, skaber Trussoni en udvidelse af vores kendte univers. Det handler her ikke om troldmænd som hos Rowlings eller om zombier som hos Eden Maguire, men om engle – eller mere præcist det fælles afkom efter engle og mennesker, nephilimer. Englene tager udgangspunkt i den version, vi kender fra Biblen, men foreningen med mennesket har forårsaget en ’genetisk udvanding af deres mest potente kvaliteter’. De er utiltalende og er eksempelvis via et kup før søsætningen af Noahs Ark medvirkende til, at der stadigt er en del ondskab blandt mennesker, ligesom flere nephilimer var medlemmer af nazistpartiet under 2. verdenskrig.

På den anden side er angelologerne, der søger at begrænse nephilimernes magt, og det er denne det godes kamp mod det onde, der er romanens hovedtema: Det unge par – de gode – er nonnen Evangeline og kunsthistorikeren Verlaine, og skurken repræsenteres af nephilimen Percival. Han har fået en livstruende vinge- og lungesygdom, som kun kan helbredes via en menneskeforskning, der skal fravristes Evangeline. På trods af et vist familieskab udvikler det sig til en hektisk kamp med dødelig udgang.

Der er en anelse Dan Brown over gåden om engle, og angelologien er så omhyggeligt opbygget som Harry Potters univers. Men de rigelige spændingsmomenter fremstår lidt nedtonede, og sproget er på sine steder langtrukkent og småklodset:

’…så åbnede hun forsigtigt bogen og havde nu flere hundrede sider til sin rådighed med alle mulige oplysninger…’

Romanen kunne let have været 200 sider tyndere. Til gengæld er der gode muligheder for en spændende filmatisering.

Englen – Angelologi

Danielle Trussoni

Oversat af Poul Bratbjerg Hansen

620 sider

Lindhardt og Ringhof

Udgivet: 08.06.2010

Birte Strandby