Noget paradis kan vi ikke bygge,

men vi kan lade være med at bygge en motorvej til helvede.

Niels Johansen er præst, forfatter og salmedigter. ‘Engle uden grænser’ handler som titlen antyder en del om engle, dels Bibelens krigerengle som Uriel, men også hverdagens, pædagoger, brandmænd, sosu-assistenter og alle de andre 

… de underbetalte lærere

der ikke slukker mobilen når de kommer hjem

de frivillige fodboldtrænere som binder de mindstes snørebånd …

Bogen består af salmer og mindre tekststykker, om Kim Larsen, om læreren Knud med den uendelige tålmodighed, om Luther og om oldemor og oldebarn. Nogle få tekststykker er forfatterens tilbageblik. Salmerne – af hvilke der er flest – handler om Gud, Jesus, mælkebøtter og tro. Flere af dem virker umiddelbart sangbare, og de er skrevet i et nutidigt sprog og lettere tilgængelige end både Grundtvig og Ingemanns mere børnevenlige af slagsen. 

Det kunne have været fint med melodier til nogle af salmerne. Man aner næsten en inspiration fra Halfdan Rasmussen i de mere humoristiske af dem:

Himlens engle går sin runde

gennem byen, to og to

Det er godt, at engle våger,

når vi andre går til ro.

Der er også salmer der tager dagens krige op, for eksempel ‘Satansvis af dødsmissiler’. Selvom teksten også begynder med de ord, er det samlede budskab håb og optimisme. Det er en smuk salme, men det står ikke helt klart, hvor håbet og optimismen kommer fra.

Der er mange gode ting i den lille bog, og både håb og tro kan jo være mangelvarer i dag. Den fragmentariske opbygning af tekststykkerne gør, at den lettest læses i langsomt tempo.

Engle uden grænser

fragmenter af håb

Niels Johansen

134 sider

Forlaget Læselyst

Udgivet: 05.04.2024

Birte Strandby