Pædagogisk gyser om Lottes kamp for at overleve forældrenes skilsmisse.
Lotte er otte år, da hendes far en dag flytter. Moren er ulykkelig, og faren på vej ind i et nyt forhold. Kun farmorens hjem på gården i Perlevik fungerer som fristed for Lotte, indtil det en dag også trues.

Ragde skriver fra Lottes synsvinkel, og det giver stor indføling med barnet, der påtager sig at være buffer og våben i forældrenes kamp. Hun lærer sig med stort diplomati at læse de voksne og gætte, hvad hun skal gøre, så de ikke bliver mere kede af det. Et kunststykke – pengene fra mor bliver brugt til en gave til far, pengene fra far bliver brugt til en gave til mor – og en enkelt gang siger hun til sin mor, at den nyindkøbte sammenplantning er en gave fra farmor. Kun i Perlevik hos farmor, farfar og onkel kan Lotte få plads til sin egen barndom. Der er arbejde, der skal udføres, dyr der skal passes, mennesker der skal besøges, en hverdag der skal køre, uden at der skal tages hensyn til forældrene.

I Lottes barnlige perspektiv styrer forældrenes ret og rettigheder: Julegaven fra far kritiserer moren så meget, at Lotte ikke bliver glad for den. Og er Lottes mor selvoptaget grænsende til det hensynsløse overfor barnet, så er det faren, der tilføjer Lotte de største sår, som da han tilbyder hende 50 kroner for ikke at kalde ham far en aften, hvor de skal være i selskab med nogle af farens nye venner.

Denne fængende, velskrevne, dybt engagerende roman er fra 1990.
Anne B. Ragde

Oversat af Camilla Christensen

224 sider

Rosinante

Udgivet: 12.10.2011

Birte Strandby