Skilsmisse er altid hårdt ved børnene. Men hvad hvis børnene er mellem 30 og 40 år gamle?

På det der skulle have været en hyggelig familieferie i Italien med bedsteforældre, børn, svigerbørn og børnebørn, kommer bedsteforældrene lidt uforvarende til at røbe, at de skal skilles. De er begge fyldt 70, og oplysningen om skilsmissen kommer fuldstændigt bag på familien. Det ser næsten ud til, at det netop er forældrenes ægteskab der har skabt ro og stabilitet i familien.

Opløsningen af ægteskabet svarer til at løfte trekanten på billardbordet og sende alle kuglerne i hver sin retning. Det søde 14-årige barnebarn benytter lejligheden til at blive teenager, og hans mor, Liv, bruger uden at ville det den nye situation til at bekrige sønnens udvikling og personlighed. Hendes eget ægteskab emmer af venskab og kærlighed, men vakler også faretruende.

Lillesøsteren Ellen og hendes mand har i et år forsøgt at få et barn, men det har ikke givet gevinst. Hendes mand er ikke tilhænger af adoption, og kunstig befrugtning ser ud til at være den eneste mulighed. Kampen for at få et barn har ødelagt deres sexliv, og måske ødelægger det også deres forhold.

Tilbage er den yngste af de tre søskende, Håkon. Han er ikke den der søger et fast forhold og endnu mindre et ægteskab, som han mener er … funderet i en grundlæggende kvindeundertrykkende tradition. Han lider af intolerance overfor andre menneskers lyde – smasken, pusten – benævnt misofoni. Han betegnes af sin familie som følsom og er måske den der føler sig mest svigtet af forældrenes skilsmisse.

Romanen er fortalt af de tre hårdt ramte søskende der har vanskeligheder med at få livet tilbage på skinner igen. Flatland har et vidunderligt sprog, og selv de mere usædvanlige reaktioner på den nye ustabilitet fascinerer og kalder på læserens udelte og absolutte opmærksomhed og interesse.

En moderne familie

Helga Flatland

Oversat af Karen Fastrup

262 sider

Turbine

Udgivet: 19.06.2018

Birte Strandby