Effi Briest

I denne tiende spillefilm tager Rainer Werner Fassbinder fat på historien om den unge pige, Effi Briest, som engang i det nittende århundrede giftes væk til den meget ældre Baron von Instetten. Fassbinders originale titel til filmen lyder som følger: ”Fontane Effi Briest eller mange som har en ide om deres potentiale og behov, men som ikke desto mindre accepterer det herskende system i deres hoved og ved deres gerninger ender med at konsolidere og direkte bekræfte det”

Pointen er således rimelig klar, Fassbinder fordømmer fra start af sin hovedperson fordi hun trods sin ungdoms vildskab, intelligens og potentiale, mere eller mindre frivilligt lader sig indføre i den etablerede orden som er overklassen.

Hvorfor lave en film, hvis man alligevel bare afslører pointen i titlen? Med dette meget irriterende og i den grad forkerte spørgsmål, som prætentiøse kunstnere også tit bruger som forsvar (”hvis jeg kunne forklare det med ord, ville jeg ikke have lavet en film”), kommer vi ikke desto mindre tæt på ideen om det at være sådan en fancy-pansy auteur. Hvorfor lave en film, hvis man kan forklare det med ord? Den første sandhed vi må erkende i denne sammenhæng er jo, at grunden til at man overhovedet laver film, jo intet har at gøre med alle de klassiske, prætentiøse bud: ”film er vejen til sandheden”, ”det er den eneste måde jeg kan udtrykke mig på”, ”det handler ikke om at fortælle, men om at føle”.

Grunden til at vi mennesker går så meget op i film, kan forklares med en meget mere plat sætning: ”Se! Hvis man sætter billederne ved siden af hinanden ser det ud som om de knalder!”. Dette er også grunden til, at man i toppen af den amerikanske filmbranche altid går efter det æstetiske før selve fortællingen, grunden til film som Avatars popularitet. Hvis man kan tale om typer af biografer, så var den første biograf også det, som man kan kalde spektakel-biografen. Før man begyndte at beskæftige sig med plot og fortælling, handlede film bare om at filme spektakler, at intensivere denne ”SE, DE KNALDER!” -overraskelse i publikum. Den klassiske historie om filmens første spæde skridt, er da også historien om hvordan Lumiere brødrene viste deres simple film af et tog der ankommer til en banegård, og hvordan alle folk på caféen hvor de viste filmen stormede ud i panik over de levende billeder. De troede at det var et rigtigt tog. Det er nok bare en røverhistorie, men ikke desto mindre en af den slags historier, som siger noget om den diskurs vi har om film, og som vi gerne vil have at film passer ind i.

Dermed er det ikke sagt, at vi ikke ser film for følelserne, og at imens følelser kan komme af ord, så kan ord aldrig beskrive dem til fulde. Dette har imidlertid ikke særlig meget med Fassbinders projekt at gøre. Når Fassbinder kan skrive sin films pointe i titlen, ligesom Lars von Trier også har for vane at gøre i sine films kapitler, så er det lige præcis fordi en film eller en tekst for den sags skyld, aldrig bare har en pointe. Hvis man ser en David Lynch film som om at den bare er nogle surrealistiske billeder og lyde, som forsøger at skjule en konkret pointe, så er man gået galt i byen. Selv hvis situationen var den, at David Lynch rent faktisk er en spøjs, udspekuleret mand, som sidder alene hjemme i sin kælder, og laver lister over alle de konkrete pointer han skal skjule i sin næste surrealistiske film (imens han griner højt), så ville det stadig være en fejl at se filmene på denne baggrund. Hvorfor? Det skyldes ganske enkelt at alt hvad der virker tiltænkt for seeren, ved visningen af en film, virker sådan, ikke på grund af instruktøren, men på grund af den kultur, som både seer, film og instruktør fungerer indenfor. Selv hvis instruktøren bevidst har skjult konkrete pointer bag et slør af surrealisme og således har tænkt sin egen film på samme måde som en uengageret dansklærer, så er det i sidste ende hverken instruktøren, eller seeren der bestemmer hvad der betyder hvad, men derimod det kulturelle system som de begge er en del af.

Fassbinder kunne i den forbindelse have delt små pamfletter ud ved alle visninger af Effi Briest, som systematisk gennemgik hver eneste replik, plotmæssige udvikling og alle hans valg som instruktør. Dette havde muligvis ændret på filmens omtale og dermed dens kulturelle vægt, men det havde ikke ændret på det faktum, at den ligesom alle film, har en kulturel vægt, og det er lige præcis denne vægt der er pointen. En film har aldrig bare en pointe, den vejer noget i netværket af kulturelle objekter. Seerens personlige holdning til, hvad forskellige aspekter af filmen betyder, hvilke konkrete pointer han så i den, er blot et udtryk for måden hvorpå han integrerer den i sit personlige rum. Det som er vigtigt er imidlertid den langt mere abstrakte ide om hele fællesskabet af seere og kritikere, som ved meningsudveksling placerer filmen i dette omtalte netværk af kulturelle objekter. Det er ikke vigtigt, at Franz Kafka skrev Processen, og bogen er ikke vigtig som værk i sig selv. Det der gør den vigtig er ligeledes heller ikke en eller anden fyrs personlige tolkning af den. Processen skylder sin vægt som kulturelt objekt, til den retrospektive ide om, hvordan den blev læst.

Det er ligesom at blive forelsket, man går bare og prøver at hamle op med sin hverdag, og pludselig sker der noget totalt tilfældigt. Det er først i retrospekt at man overbeviser sig selv om, at denne totalt tilfældige hændelse var skæbnesvanger, at den fylder alt og betyder alt, og det er således også først i retrospekt, at man begynder at tilskrive hændelsen alle de kvaliteter, som man senere bruger som argumenter for, hvorfor den var meningsfuld. Den sande analyse af Processen ville være at spørge, hvorfor vi som kultur har brug for at den er populær.

Forskellen på auteuren og den konforme filmskaber, er auteurens forsøg på at forudse dette. Der er kun en vis mængde plads i det kulturelle netværk. Produceren vil gerne genskabe noget, som han ved fra tidligere oplevelser har vejet meget. Auteuren vil skabe noget der konfronterer netværket som så, hvad enten det være sig for at udvide eller udvikle, eller for at kritisere og begrænse.

Det er således muligt, at en pointe i Effi Briest er, at nogle mennesker lader sig underkaste det herskende system, men som kulturelt objekt er filmen en kritik af den etablerede orden. Sådan en kritik er ikke bare en pointe, den er aktiv i den forstand at den ligesom alle kulturelle objekter, vender tilbage når nogen tager den op igen, ligesom jeg gør nu.

Det er tydeligt at se på Effi Briest, at Fassbinders kritiske sans er inspireret af Bertolt Brecht. Det er ikke ligeså radikalt, men det er dog lige før at karaktererne præsenterer sig selv ud fra deres formulerede karakteristika. Hvis filmen havde været et stykke af Brecht, havde den nok startet således: ”Hej, jeg er Effi Briest, jeg er en ung og uskyldig pige, men også vild og fantasifuld. På trods af min relative intelligens lader jeg mig nu fange i det patriarkalske netværk, som i løbet af en længere konfrontatorisk periode vil frarøve mig min uskyld”, ”Hej, mit navn er Gert Instetten og jeg er personificeringen af den patriarkalske orden, som trods mine eksplicitte, gode intentioner, og trods det at jeg selv benægter det, i virkeligheden ønsker at frarøve den unge Effi hendes uskyld. Jeg er ikke ondskabsfuld af natur, men jeg må gøre hvad jeg kan for at opretholde den etikette, som beskytter os fra det vilde, utæmmede land af undertrykte seksuelle fantasier. Fantasier som jeg selv er blottet for, men ikke desto mindre må udlevede for at understrege hvor forkerte de er. Jeg er desuden politiker og opportunistisk kapitalist”.

Fassbinders karikatur af Instetten kommer til sin fulde ret i scenen, hvor Instetten med sin gode ven, diskuterer hvad Instetten må gøre nu hvor han har opdaget at Effi har været utro. Scenen er en uendelig lang, og fantastisk, opvisning i kølig, anglo-saxisk bevisførelse. Hele diskussionen vender sig på spørgsmålet om hvorvidt, hvis Instetten skyder manden som Effi har været utro med, han gør det af lyst eller nødvendighed. Fassbinder viser i den skarpt skrevne dialog, hvordan hele argumentet for den patriarkalske orden, hvilket er en ide om en logisk base, som altid er ren og ud fra hvilken tænkningen er klar, ender med en reference til systemet selv. Med andre ord er det bevis logisk som er rodfæstet i den orden, som garanterer at det er logisk, hvilket er et logisk paradoks.

Filmen er smukt filmet og stærkt fortalt.