Edge of Groundhog
Tom Cruise spiller hovedrollen i dette bud på en sci-fi version af den klassiske Bill Murray film Groundhog Day. En hær af rumvæsener har angrebet kloden og det meste af Europa og det euro-asiske kontinent er tabt i kamp, og det er som altid op til amerikanere at redde verden. Cruise spiller rollen som major William Cage der primært beskæftiger sig med krigens repræsentation i medierne, og ikke selv har været i krig. Imod sin vilje anholdes han af en utilfreds general og sendes til fronten og har der 24 timer til at blive klar til fremtidens version af D-dag, hvor hæren går i land ved den franske kyst for at bekæmpe rumvæsenerne. Sekundet han vågner med håndjern på midt i en militær lejr, er starten på den tid han skal opleve igen og igen. Hvor Groundhog Day handler om en enkelt dag som gentager sig, så er Edge of Tomorrow mere varierende, for det som skaber den effekt hvor tiden genstarter, er noget som Cage har fået ind i sit blod. Tiden genstarter hver gang han dør, medmindre han bløder ud før sin død og således mister ”evnen”.
Groundhog of Tomorrow
Det første man må spørge sig selv om, når man laver en sci-fi version af Groundhog Day er, hvorfor ikke lave en western version, eller en fantasy version, hvorfor ikke lave en noir version, hvorfor ikke genindspille Tarok, eller Hvidstensgruppen med denne form? De forskellige genrer ville blot skulle forklare den spøjse situation på en anden måde. Det eneste Edge of Tomorrow har af fordel her, hvilket jeg kun ser som en lille fordel, er at sci-fi som genre er bundet op med diskurser inden for en række videnskaber. På den måde bliver det mere troværdigt, når ideen bliver vinklet som om det væsen som styrer rumvæsnerne er en slags firedimensionelt væsen (den fjerde dimension er tiden, men selvom vi mennesker ”oplever” tiden, så ville vi, hvis vi var firedimensionelle, ikke opleve den i øjeblikke, som vi gør, men som om at vi var til stede i alle situationer som angår os altid), som kan styre tiden, og det er noget af dens evne Cruise har fået ind i blodet. Det er en sjov detalje i den sammenhæng, at alle fra start af ved, at uanset hvilken dimension noget eksisterer i, så er dets største svaghed stadig håndgranater.
Edge of Tomorrow legaliserer sig selv, som en anden film end Groundhog Day og ikke bare en gentagelse, på meget få punkter. Dette forhindrer den dog ikke i at være underholdende, der er en god balance imellem humor og eksistentiel tragedie.
Tomorrow-day
Med Edge of Tomorrow har man, sådan som jeg ser det, grundlæggende forsøgt at nå mere ind til de traumatiske implikationer af den eksistentialistiske kerne i Groundhog Day. Som altid i den mere action-orienterede del af Hollywood kan overvejelser omkring vores eksistens i sidste ende kun forstås, hvis de serveres som en slags ultimatum hvor at hele verden er på spil. Den mest komplekse tanke bliver således en slags ”hvad hvis nu du ikke var til?”, hvilken kun kan ses i sammenhæng med en episk kamp forstået som i ”jeg vil kæmpe for at undgå den overvejelse; livet er værd at leve, hvis vi kæmper for det; der er en patriotisk kerne i alle mennesker, det er muligt at den er irrationel, men det skal vi ikke tænke over etc.”. Eller som Neos svar til agent Smith, i den sidste Matrix-film, efter at være blevet spurgt hvorfor han bliver ved med at kæmpe: ”Because i choose to”. Med andre ord har han ikke andet at lave og dermed ingen ramme for et meningsfuldt svar.
Groundhog Day er meget mere spidsfindig. Det der vender tilbage i form af dagen der på magisk vis gentager sig selv (for endnu engang at bruge Freuds formel om det undertryktes tilbagevenden, hvilken jeg ofte bruge i mine små analyser til at overveje magiske elementer i film), er Bill Murrays arrogance. Ligesom Cruis i denne film, spiller Murray også rollen som en relativt højtstående tv-personlighed, en person vis job det er at mediere virkeligheden. Ligesom fotografen i film typisk er en person der ikke kan leve i nuet, men hele tiden må distancere sig for at vende tilbage til det, så er tv-produceren en person for hvem alting bare er æstetik. Han medierer blot, beskæftiger sig med form, men alt indhold har mistet sin betydning for ham, fordi det ingen forskel gør hvad der passerer igennem skærmen. Fotografen kan nyde, men kun på afstand, tv-produceren kan kun nyde at han er mere privilegeret end andre og således kan se ned på det faktum at de kan nyde det han ser som små ligegyldige ting. På trods af at Groundhog Day er en komedie, så er dens svar til tv-produceren (Bill Murray) pessimistens svar: ”Ja, alting er kedeligt, og livet er en meningsløs gentagelse, det som gør forskel på dig og en person der er glad, er et spørgsmål om dit eget subjektive perspektiv”. Filmen straffer Bill Murray for den arrogance, som hans privilegerede position tillader ham, eller som han tror at den tillader ham. Pointen er at han tager sin manglende evne til at nyde livets meningsløsheder, som et tegn på visdom, som om at hans manglende interesse i alting betyder at han har ”gennemskuet” livet. Det er denne selvsamme arrogance som Cruise straffes for, dog på en lidt mere irriterende måde fordi det munder ud i denne ”fordi jeg vælger det” -logik, hvori vi skal nyde livet trods dets meningsløsheder, fordi det bare er sådan man gør. Han sættes i krig, fordi man der ingen privilegeret position har, man må bare kæmpe og ikke overveje hvorvidt kampen er meningsløs. Vi får dermed også en indgang til hvad rumvæsenerne er, hvad det er der vender tilbage i form af det overnaturlige element rumvæsener. Det er en slags hammer der er beregnet til at slå Tom Cruise i hovedet, så at han kan lære at så længe mennesker er dødelige så har de ingen gode argumenter for at være arrogante og se på deres skrøbelige liv som meningsløst. Det er en klassisk konservativ pointe ”ikke så meget tænkning og snik-snak, bare vær glad og lev og bekæmp rumvæsener og hvis du får tid så brug Emily Blunt til at forplante dig” (filmens heltinde).
Tomorrow Groundhog
På trods af at Edge of Tomorrow mobiliserer hele menneskehedens potentielle udslettelse, formår den aldrig at nå de tragiske dimensioner i Groundhog Day. Menneskehedens udslettelse er ganske enkelt for fantastisk når det kommer til stykket, der er noget meget mere belastende i de dræbende og uendelige gråtoner der nogle gange skinner igennem Groundhog Days lette, humoristiske overflade. Edge of Tomorrow skyder i den forstand over målet. Cruise bliver, trods sin udødelighed hvilken altid indebærer eksistentiel kedsommelighed, sat i en så overdrevet situation at jeg som publikummer mere end at føle den stille dræbende melankoli i at være fanget i tid og rum, bare slår over i en absurd humor, alting er jo bare umuligt og ligegyldigt alligevel. I den sammenhæng er den en fantastisk scene, hvor Cruise bliver deprimeret og kaster alting på jorden, altså alle dem som han har øvet sig på at redde i løbet af flere måneders gentagelse.
En god, solid actionfilm med nogle sjove gags, dog ikke så meget mere. Den lider lidt under hvor svært det kan være, når man har en god, men også rigid form, at finde indhold som holder uden formen. Der er nogle scener som egentlig er ret generiske, men på en måde formår at gemme sig under ens forventninger til filmens form.
6/10 (instruktøren genbruger det samme billede af Emily Blunt der på sexet vis strækker sig under sin militære træning, cirka 4 gange).
Produktionsår: 2014
Instruktør: Doug Liman
Skuespillere: Tom Cruise, Emily Blunt, Bill Paxton, Noah Taylor, Jeremy Piven, Brendan Gleeson, Jonas Armstrong
Spilletid: 1 time 53 minutter
