Det store bogmarked er et fantastisk sted. Et sandt kaleidoskop af ideer, holdninger, erfaringer, indtryk, visioner ofte og i forskellig grad ifølge med en graciøs, brutal, sær, nytænkende, blomstrende brug af sproget, og selv i de mest ydmyge værker finder man af og til et strejf af genialitet. Det særlige ved Nicole Krauss er, at her behøver man ikke at lede efter geniet. Det emmer ud af hele romanen – ’Det store hus’, der er enestående velskrevet. Man kan undre sig over en så forbløffende indsigt i mennesker hos så ung en forfatter. En af hendes fortællere er en kynisk gammel mand, der skriver til den søn han aldrig har forstået – som han selv siger: At afvise dig, før du kunne afvise mig. Hans behandling af sønnen bliver ond i en slags jalousi over den forståelse barnet møder hos sin mor. Først sent – efter en krig, efter morens død og måske for sent – forklarer den gamle mand sig.
Et af romanens hovedtemaer omhandler det at være jøde:
Men spørg en jøde, hvad der sker, når han dør, og du vil se den elendige tilstand hos et menneske, der er overladt til at kæmpe alene.
Gennemgående i romanens kapitler – der også fungerer fint som afsluttede noveller – er skrivebordet med de 19 skuffer, den ene aflåst. Skrivebordet ejes i romanens begyndelse af en ung mand, Varsky, der forsvinder under Pinochets styre i Chile. Varsky låner skrivebordet ud til en forfatterinde, men tredive år senere kommer hans datter og kræver bordet tilbage.
Romanen rummer langstrakte spor efter kriser og krige eksempelvis 2. verdenskrig som hos Weisz, der som antikvitetshandler med marked i hele verden ihærdigt generhverver de møbler der stod i hans forældres lejlighed, da de blev ført bort til koncentrationslejren, hvorved han får kastet lange skygger ind i sine børns liv.
Det store hus
Nicole Krauss
Oversat af Juliane Wammen
350 sider
Gyldendal
Udgivet: April 2012
Birte Strandby
